Nørgård kan høres igen i eftermiddag i Tivoli, hvor Sjællænderne spiller med Rebecca Hirsch. Nu og her handler det om Bent Lorentzen, der har fået en bestilling fra Vejle Amt på en koncert til den amerikansk-taiwanesiske violinprofessor fra Juilliard School of Music i New York, Cho-Liang Lin. Denne fine violinist er blevet kendt og skattet i det midtjyske efter flere masterclasses. Derfor skulle han have en koncert, syntes de i Vejle Amt. Koncerten bevæger sig i fem sammenhængende afsnit gennem både foxtrot og vals, og lige fra begyndelsens coup de theatre er det let at genkende operakomponisten Lorentzen, som med tunge i kind lader en swingbas og jazzede blæsere varsle angreb på solistens demonstrativt romantiske koncertattituder. Dem tog Cho-Liang Lin seriøst vare på, mens orkestret var både hans klangbund og et kaptajn Nemo-fartøj af en ubåd, der angreb og kuldsejlede hans traditionsbelastede udladninger. Helt over i Kreislerdepartementet får solisten rodet sig, men cykelpumpefløjte og trommesæt stikker muntre kæppe i hjulet. Resultat: et langt hen ad vejen traditionelt klingende værk, som samtidig lægger perspektiverende distance til den klassisk-romantiske skabelon. Således ved det afsluttende orkesteroplæg, der som i cirkus varsler det helt store nummer - kun for i stedet for en blændende solokadence at lade violinstemmen dale yndefuldt til jorden som et vissent blad! Odense Symfoniorkester havde, nok især på grund af Musikteatrets lukkede scenerum, svært ved at få lyden ud over rampen i Sibelius' fjerde symfoni. Den unge Tuomas Ollila, der havde erstattet Tamás Vetö på dirigentpodiet, ikke bare sluttede, men indledte også finsk med Esa-Pekka Salonens 'Giro': massive klangblokke, der forvitrer og giver plads for både tætte clustre og mange solistiske stemmer, som i denne akustik desværre ikke rigtig kom til at leve. Det gjorde derimod violinkoncerten, der som endnu en i en efterhånden lang række af solokoncerter fra Bent Lorentzens hånd demonstrerer vilje og evne til at kommunikere.