Stærkest kom det nok til udtryk i sonaternes langsomme satser, to af Haydn og en af Mozart, med deres intenst ekspressive deklamation: uhyre fleksible og organiske i detaljen inden for en sjældent sikker tempofornemmelse, der med tilbageholdt spænding fik musikken til at svæve. Mozarts f-molmelankoli gjorde næsten ondt. Omvendt var de hurtige satser sprinklende lette og energiske med delikat differentieret artikulation og stormende fremdrift, i finalerne med spids humor. I begge satstyper viste hun wienerklassikkens tonesprog som elegant ciseleret replikkunst. Dynamisk former Rørbech ganske frit og spontant uden at føle sig særlig bundet af teksten og slipper godt fra det, fordi hun gør det så ukrukket velbegrundet. Det handler til syvende og sidst om at skabe et troværdigt udsagn. En kende manieret i længden virkede alene de talrige ekkovirkninger, der i hvert fald hos Brahms kunne virke lidt påklistrede. Det drejede sig om hans tidlige og ikke særlig betydelige Schumann-variationer op. 9, der kunne have tålt en skarpere differentieret karakteristik, og de herlige (og lidet rapsodiske) rapsodier op. 79, som blev både frodigt og forfinet forløst.