Det var imidlertid snarest undtagelsestilfælde. Hvor musikken var lyrisk (det er violinsonater i vid udstrækning), svag eller langsom, fortabte fremdrift og retningsfornemmelse sig i velplejet omhu med en uforstyrreligt ensartet, tæt vibrerende violinklang, mens fortællingen gik død. Mozarts B-dursonate K 454, der måske var med af pligt over for den løbende koncertserie, gik nærmest op i nullermænd. Klaveret løftede knap hovedet som seriøs medspiller, og violinen var - kun her! - rytmisk veg. Meget provokation var der i øvrigt heller ikke i programsætningen af Søren N. Eichbergs helt nye og stilistisk ambivalente '... and then she went to the sea' der er komponeret med sympatisk, men langtrukken forsigtighed. Så var der mere frækhed hos Nielsen og Brahms.
Velplejet omhu
Lyt til artiklen
