Sidstnævnte del af præsentationen blev med Chopins 'Fantasie-impromptu' i cis-mol samt Debussys vidunderligt sommerdøsige 'Arabesque' i E-dur og den feststemte 'L'isle joyeuse' så tæerkrummende, at jeg valgte at forlade koncerten i pausen. Tivoli kan ikke være det bekendt: at stille så pauver en ramme til rådighed, når ansøgere til det europæiske fællesskab inviteres til at præsentere sig i Danmarks formandsperiode med klassiske kunstnere, de er stolte af. Bach spillede Várallyay på originalinstrument. Om cembaloet, hun havde til rådighed til to Bachbearbejdelser af Vivaldikoncerter, var hendes eget medbragte, kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg tvivler stærkt på det. Det var på samme kassable niveau som flyglet, dertil dårligt stemt, og at koncerten desuden var understøttet af højttalerforstærkning gav det sidste puf ud i meningsløshedens mørke. At være blevet og have hørt Bachs 'Italienske koncert' og Liszts springvand fra Villa d'Este ville ikke have givet mening.