Åbningen med Witold Lutoslawskis koncentrerede 'SUBITO', skrevet to år før den polske komponists død i 1994, var som en programerklæring: En dramatisk eksplosion af fortættet gestik løftede tæppet for en aften med meget på hjerte. Og så gik det løs med Schumanns store sonate i d-mol. Aftenens duo har udsendt en anbefalelsesværdig cd med Schumanns tre violinsonater på Classico, men som så ofte havde den levende opførelse lige lidt ekstra. Man følte en dyb overensstemmelse mellem musikkens mørke lidenskab og violinistens borende temperament, der ikke slap nogen tilfældig eller betydningsløs tone fra sig. Dystert var det, næsten vildt, men også frodigt og organisk uden demonstrativ eller overstyret gestik. Grundlæggende har Elisabeth Zeuthen Schneider en overordentlig smuk, varm og mættet tone med stor klanglig og dynamisk smidighed. Den kan snerre og skratte, så man frygter for strengenes velfærd, men den kan også smelte hen som voks eller fordampe i en hvisken. Ulrik Stærk, den altid ligevægtige, fulgte hende i et telepatisk fælles åndedræt, selv i den mest udtalte rubatodeklamation, som der var meget af, men han fastholdt rollen som akkompagnatør, bød ikke på virkeligt modspil til violinens mørke lidenskab. Derimod fandt temperamenterne deres balance i Brahms' sonate i A-dur, et gennemført elskeligt værk så vegt og smidigt, at det kan løbe ud mellem fingrene i en mindre vagtsom tolkning. Ikke her! Nok havde Zeuthen Schneider mildnet og lysnet sin tone betydeligt, men som hun lod sine mårhårspenselstrøg liste sig ud og ind af den substantielle, men lysfyldte klaversats, måtte man følge hende i tykt og tyndt. Atmosfære - javist, men det afgørende var formsans i et samarbejde, der lod linjer og fraseringer flyde i et fuldstændig ligevægtigt kontinuum mellem de to instrumenter. Fascinerende og bevægende. En naiv og renhjertet idylliker er Zeuthen Schneider dog langtfra. I de to første af fire ubetydelige akvareller af den svenske senromantiker Tor Aulin blev idyllen næsten sprængt indefra af lutter nærvær, men lidt følt inderlighed i 'Vaggsång' eller lidt robust frækhed i 'Polska' var nok til at give hende noget at arbejde med. I sandhed en stimulerende aften. Men hvad er det for noget pjat at lade salen ligge hen i biografmørke? Vil man undgå applaus mellem satserne, kan man da i det mindste give folk mulighed for at orientere sig i programmet.