Det var - selvfølgelig, havde man nær sagt - fremragende. Mortensen havde hænderne fulde ved cembaloet, så selv om han giver signal med hele kroppen, var orkestret i nogen grad overladt til sig selv; men det rokkede ikke ved autoriteten og sikkerheden i dets medrivende drive. Så naturligt går det for sig, at man som lytter føler, det er musikken, Bach selv, der driver urværket og samler tropperne om en insisterende puls. Afvigelserne fra denne fremdrift var få og små og helt og holdent Mortensens i subtile frie overgange, der kun understregede den underliggende energi i deres forsøg på at dæmme den op. Ellers var også han lutter ustyrligt dansende liv i de hurtige satser, men legende, fabulerende eftertænksomhed i de langsomme. I D-dur-koncerten, bedre kendt som violinkoncert i E-dur, blev det ikke ved enkelte frie udsmykninger i mellemsatsen. Også i den store, indledende dacaposats fik Mortensen, som i forbifarten, klemt nogle ekstra figurationer ind mellem Bachs i forvejen tætliggende noder. For med al sin stramhed bliver musikken jo ikke mekanisk. Et fascinerende eksempel gav den store, dramatiske d-mol-koncert: Lange, komplekse temaer ligger til grund for både første og anden sats, men hvilken forskel var der ikke på allegroens kulminativt stormende, næsten truende gestus og den svævende bløde artikulation af adagioens mystiske unisono! Koncerterne er bemærkelsesværdigt forskellige. Outsideren er den smukke og interessante, men påfaldende ubachske i A-dur. Kan det være en bearbejdelse af et fremmed værk? Et symptom er måske også, at man her tydeligst mærkede det balanceproblem, der er koncerternes achilleshæl. Cembaloet er et svagt instrument, som selv nogle få barokstrygere let kan dække. I værkerne i D-dur og d-mol er soloen så kraftfuld og orkesterdis-positionen navnlig så omhyggelig, at man hører det meste og vigtigste, og i den spinklere anlagte koncert i E-dur, hvor orkestret ofte viger helt for solisten, valgte man at nøjes med en solistisk strygekvintet - en god løsning, selv om indstuderingen måske var knap så færdig, som resten af programmet. Måske burde man have gjort det samme i A-duren.