melodisk slentrende og drømmende udviklinger af en egen uhåndgribelig skønhed. 'Udvikling' var ligefrem titlen på begge ydersatser i den ti år gamle kvartet op. 122, og en helt ny klaversonate bar titlen 'I drømmenes tid'. Netop dén var nu slet ikke så flagrende med sin klassisk klare form, om end den tilsyneladende lethed var den samme. Nørholm har en udtalt evne til at få harmonisk og kontrapunktisk tæthed til at lyde nærmest henkastet, og så er der den karakteristiske selvironi, som da pianistens hænder sidst i gennemføringen løber ud af klaviaturet i hver sin ende og hamrer løs på træet: Fordi håndværket er subtilt i sin ynde, behøver udtrykket jo ikke være for alvorligt, men hvornår var Nørholm egentlig rigtig alvorlig? Amalie Malling forløste smukt værkets lette poesi, og kvartettens fortolkninger var udsøgte i deres egalitet, udtryksfuldt sangbare smidighed og bløde klang, således også i det rytmisk markante 'Impuls' og sammen med klaveret i dagens ældste værk, 'A Patchwork in Pink', hvor den fabulerende, men substantielt integrerede form er sat på spidsen. Midt i programmet stod Svend Hvidtfelt Nielsens højekspressive 'In the Dead of Night' som en velgørende kontrast. Den første af de to satser er et udkomponeret skrig af faldende glissandi, mens den anden ruger over dæmpet listende kvarttonegnidninger. Også her er instrumenternes fundamentalt melodiske karakter respekteret, og formen er stram, men det er så sandelig ingen idyl.