Og selv om celloen klangligt dominerede mere end godt var, stjal Kathryn Stott billedet med sit slanke, stilistisk beherskede klaverspil, krystalklart båret hos Bach som er særligt prekær fordi musikken er skrevet for cembalo, og spændstigt modelleret med myndigt overblik hos Beethoven. Hendes noble formsans og afbalancerede smag åbnede musikken og gjorde den talende. Mørk spillede med den fremragende instrumentalists overskud og energi, men hans redegørelse var langt løsere og mere tilfældig, og man savnede, at celloen kom klaveret i møde i klang og frasering. Der var slet ikke samme stramhed i form og nuancering, ja, selv ikke i rytmen, og et overdrevent vibrato skabte unødig distance mellem instrumenterne. Efter pausen satte man sin lid til Brahms' store sonate i F-dur. Måske kunne dette kraftfulde romantiske værk engagere og kanalisere Mørks lidt for robuste udadvendthed. Spørgsmålet var så om Stott også havde tilstrækkelig tyngde. Det havde hun, også i den grad og parret med betydelig dynamik, og for Mørks vedkommende slog forhåbningerne til efter opvarmning i Lutoslawskis bredt ekspansive 'Grave'. Her faldt tingene omsider på plads: De to musikere trak på samme hammel med stormfuld energi og foldede medrivende musikken ud som det mesterværk, den er. De lange temadannelser, som Brahms skjuler så underfundigt bag brud og figurationer, rejste sig i knejsende buer, mens raffineret nuancerigdom skabte pulserende liv i detaljen. Parterne spillede sig ind i en fælles klangverden med hastigt fluktuerende rolleskift i en levende dialektik af form og deklamation, abstraktion og drama - fascinerende indholdsrigt og faktisk aftenen værd. Heldigvis.