Tegnere kan genskabe dinosaurerne, oldtidens svundne riger kommer til live på film, solsystemet kan anskueliggøres med bevægelige modeller, men hvad med selve universets fødsel i et kaos af hvidglødende plasma og endnu knapt forståede kernefysiske processer og den efterfølgende ekspansion, der allerede i sine proportioner sprænger alle grænser for det fattelige? Karsten Fundal har et bud: Det kan komponeres. Processerne kan afbildes i toner, men stort må orkestret være. I Fundals 'Entropia' er det udbygget med et præindspillet fjernorkester, samplet 'skyggeorkester', kor og to solister for ligesom at få 'det hele' med; men det er klart, at efter de første få sekunders svimlende ekspansion er rammerne allerede sprængt, og om han så havde alverdens ressourcer til sin rådighed, ville billedet overskride enhver opfattelighed. Spændet fra det mindste til det største i fysikkens verden er simpelthen for stort til, at sanser og hjerne kan rumme begge dele samtidig. Det ved Fundal naturligvis udmærket, og hans projekt er heller ikke rent pædagogisk. Nok er han stærkt optaget af naturvidenskab, men værket er affødt af lighederne mellem de fysiske forvandlinger og den diversitet, de fører til, og så hans egen musikalske tænkning. Komposition er i vid udstrækning en intellektuel idræt - det kommer vi ikke udenom - og som mange kolleger er Fundal inspireret af sit fags tekniske problemstillinger. For så vidt handler musikken om sig selv. Men den handler altså også om Verdens Skabelse, nok til at Fundal accepterer at kalde den programmusik; og med programmet i baghovedet er man vidne til et fascinerende drama. Efter de første sekunder er alt kogende kaos, en heksekedel af mikroskopiske detaljer, men gradvis begynder man at skimte detaljer, satsen åbner sig umærkeligt, perforeres af tomrum. Skyerne af lydpartikler samler sig om specifikke klangfarver eller registre, bliver til akkorder der igen bliver lysende enkelttoner i rummets sorte hvælv: I takt med udvidelsen bliver iagttagerens position i det klingende verdensalt og dermed hans udsigt stadig mere defineret. Så sker en brat vending. Anden halvdel af 'Entropia' er så forskellig fra den første og overgangen så brutal, at der reelt er tale om to satser, der tilsammen nok kunne fortjene navn af symfoni. Faktisk minder plan og idé ikke så lidt om Per Nørgårds 3. symfoni, der også indfører menneskestemmer i 2. sats, tilmed også til en Rilke-tekst. Den fysiske skabelsesberetning bliver afbrudt af, hvad Fundal selv har kaldt 'Shivas dans': en accelererende gentaget tuttiakkord, hvis stadigt mere forsinkede samplede ekko også suggererer ekspanderende rum. Klangen er rå i forhold til det tomme rums sarte poesi, men den stærke puls sætter en ny tidsopfattelse i gang, en viljespræget bevægelse, der leder ind til anden dels organiske liv. Der kommer himmel over begivenhederne, en levende atmosfære med frisk luft, sol og skyer. Så opstår melodien, først og fremmest i solostemmerne, som udtryk for det levende og i sidste ende det bevidste liv. Det virker alt sammen rigtigt og naturligt, ligesom det dramatiske styrt ned i orkestrets ekstreme basregion, der en overgang truer med at udslette livet. I sidste ende skal denne varme, runde musik belyse menneskets spirituelle forhold til evigheden; men selv ved de to gennemlytninger koncerten så generøst tilbød, nåede denne lytters fantasi ikke længere end til det biologiske stade, og begge gange forekom slutningen uforståeligt abrupt i forhold til den romantiserende syntaks. En sært frustrerende udgang på en ellers dybt fængslende og udfordrende oplevelse.