Med slebent tilbagelænet kvartetkultur bekræftede den 'prøjsiske' B-durkvartet K589 den diskutable regel, at Mozart bør spilles af unge musikere, men netop her havde komponisten nu heller ikke den bedste kontakt med sin magiske ungdommelighed. Schuberts sidste store og vidunderlige kvartet, i G-dur, (som står urimeligt i skygge af sine umiddelbare forgængere) klang betydeligt mere inspireret med differentieret klangbevidsthed, dramatisk dynamisering, kropsliggjort rytmik og inderligt syngende melodier. Men netop dét satte også alvorlige svagheder i relief, problemer med friskhed, klang og intonation, som jeg i næsten identiske detaljer allerede kunne notere, da jeg sidst hørte kvartetten for ti år siden. Men et alvorligere er kommet til: Ensemblet hænger i dag slet ikke så godt sammen, som dets prestige giver lov til at forvente. De varme mellemstemmer danner en tæt og solid kerne med mange smukke detaljer. Celloen er i rene støttefunktioner for påtrængende med sin tunge, ru klang, men udfolder sig solistisk med stor udtryksintensitet og udsøgt rytmefornemmelse. Det er primarius, der får det til at revne. Hans er hovedansvaret for, at så mange klange simpelthen ikke stemmer, og der er ikke meget ledelse over hans pjevset glansløse tone. Frem for alt spiller han sig ikke ind i ensemblet. Det lyder som en sammentømret strygetrio med en løst associeret ekstra violin, der hverken har fundet den fælles klang eller tilegnet sig de fælles valg af artikulationer, strøg og vibrato. Et typisk eksempel var nogle passager i Mozarts åbningssats, som celloen spillede med dynamiserende rubato, violinen derimod strengt i tempo. Et andet var ekstranummeret, første fuga af Bachs 'Kunst der Fuge', med primoviolinens romantiserende legato over for de andres spidst adskilte toner. Mellem de klassiske værker fik vi en europæisk førsteopførelse af den 81- årige amerikaner Ralph Shapeys 'Quartet d'Amore', uropført så sent som i februar. Cellisten kaldte ham 'klassicistisk'. 'Akademisk' havde nok været mere rammende. Kvartetten er holdt i en klangligt hård, strengt lineær atonal stil i slægt med den sene Schönberg. Finalen mildner udtrykket - en passage består f.eks. udelukkende af rene kvintklange - og betoner stærkere det melodiske udtryk, men tørheden er den samme.