Stilen ligger ikke langt fra Pergolesi, hvis kendteste værk netop er det mest populære 'Stabat Mater' af alle, men Haydn er frodigere. Han kan mere, har en større værktøjskasse og en dybere glød. For så vidt må man forbavses over, at værket har været så overset. Men nu har vi hørt det i en opførelse, der i høj grad tilgodeså de ekspressive, følelsesbetonede kvaliteter. Det er dét, Mortensen i så eminent grad kan, ved siden af sit stilistiske mesterskab, og nu var det for første gang RadioUnderholdningsOrkestret, der sugede inspirationen til sig. Hør dette traditionelle kammerorkester demonstrere, at intensitet, retorik og patos ikke ligger i en bred, vibrerende tone, men tværtimod i et rent, vibratofrit strøgs skarpe glimt eller mættede resonans! Orkestret var med sine stærke og lynsnare kontraster og sit fjedrende trav fortolkningens dramatiske dynamo, måske i særlig grad fordi det var kraftigt besat i forhold til stilen. Så stort et kirkeorkester kunne Haydn næppe regne med. Ovenover svævede Ars Novas tolv sangere med deres krystalrene, slebne klang og overlegne smidighed, mere kammermusikalsk end orkestret (skønt parterne oftest udførte de samme noder) og dog med jublende fylde og lyskraft i ekspansionerne. Solistkvartetten var 'barok' med relativt små, glatte og 'enkle' stemmer, dog med undtagelse af Mannovs elegant førte og meget smukke baryton. Balling brillerede med charmerende sødme og lethed og ubesværet koloratur, Semmingsens slanke, bløde mezzo kunne virke spag ved første ørekast, men når det kom til stykket, var hun nok den, der formede mest indtrængende følsomt, og Zachariassens uskyldigt åbne tenor og renfærdigt præcise foredrag var en fornøjelse. Alle havde de et ærinde at viderebringe - som alle i denne opførelse.