For stor. Den smukke lyriske tone, der så fint satte åbningen an, blev snart utilstrækkelig, og uden at tabe i skønhed, smidighed og karakter lod den sig ikke stive af. Teknisk hang han i med neglene når renheden svigtede i udfordrede passager, og når blikket blev stift i finalens mest virtuose vendinger. Men det er detaljer. Nok så væsentligt er, at Azizian ikke var ovenpå i forhold til at forme musikken. Han hang på frem for at lede, afmålt og stivbenet i en diskontinuert frasering, der i polyfone dobbeltgreb blev ligefrem stolprende. Omvendt blev mere rutineprægede violinistiske passager afleveret med en lidt skødesløs flothed, der ikke gik rigtig i kødet på substansen - en manér, der forberedte det stilløst henkastede ekstranummer, Bachs 'Gavotte en rondeau' i E-dur. Bekendtskabet med den russiske dirigent Nikolaj Aleksejev var til gengæld lige så opmuntrende, som det var nyt. Den lille tætte mand kan minde lidt om chefdirigent Bellincampi i sin frie, plastiske håndteknik, men hans signalgivning er strammere og langt mere differentieret. Det er karakteristisk, at han mere former end dirigerer, og det med klare og indholdsrige målsætninger og en stærk og velgørende musikalsk autoritet. Mens det hos Sibelius og i 1. sats af Brahms' 4. symfoni var begrænset, hvad han kunne stille op med orkestrets noget råbende træblæsere, gjorde han i høj grad strygerne til redskab for sine magtfuldt fremaddrivende fortolkninger. Her hentede han den tunge energi, som klæder begge værker så godt, og herfra opbyggede han spændstigt målsøgende fraseringer i en levende musikalsk organisme. Symfonien blev en dybt tilfredsstillende oplevelse, bl.a. kendetegnet ved meget specifikke, virkningsfuldt kontrasterede rytmiske karakterer, og medrivende ført til ende i en storslået ekspansiv finale.