Bevares, Gunner Møller Pedersens nye værk med den pudsige titel Lalandia ville da især udsat for stort symfoniorkester lyde som glimrende filmmusik: velinstrumenteret, men i øvrigt tandløs i sine processions- og koralpasticher. De tre satser er skrevet til ledsagelse af luftfotos og kan ikke få en kat til at løfte et øjenbryn. Spil dog i stedet noget elektronmusik af manden, når det nu er det, Gunner Møller Pedersen især brænder for. Og når nu biennalen i år har udråbt sig selv til at stå i musikteknologiens fremtidsdefinerende tegn. Øko-komponisten Mogens Christensen har med Weltwesen (også en uropførelse) begået en brutal fornægtelse af sine egne lyriske sider og udkomponeret et dystert blik på vores verden. Det tyske ensemble musikFabrik, der var gæster ved denne koncert med Storstrøms Kammerensemble, spillede stykket godt og loyalt. Men med sin lysning, der skaber håb kun for at få det endelige gok i nøden, er der dybest set også her tale om banale noder. Her rakte banaliteten bare ikke længere end til indholdsplanet, mens den hos Møller Pedersen omklamrede både form og indhold. Så er der anderledes ægte kammermusik over Svend Hvidtfelt Nielsens myldrende oktet Flowerfall fra 1993. Musikken finder ind til sit hjerte i en lang, lyrisk klaversolo, som ved lørdagens koncert blev smukt forløst, forudgået af en lige så inderligt spillet solo for dæmpet trompet. I det hele taget behøvede Storstrøms Kammerensemble ikke skamme sig i selskab med de berømmede tyskere. Der blev spillet lige op, og i skøn forening sluttede begge ensembler af med tyskeren Nicolaus Hubers Rose Sélavy, der er skrevet i 2000. Det er påfaldende heterogen musik, komponeret oven på en værktitel af Marcel Duchamps. Med humor lader Huber diskomusik fra højttalere afbryde de indviklede ny musikklange i stykkets begyndelse. Resten af tiden venter man så på, at diskomusikken skal komme igen. Det gør den ikke (var det en fejl, tænker man?). Men der kommer utålmodige skridt ledsaget af dramatisk strygertremolo, og undervejs byder partituret i øvrigt på en yderst blandet gang kompositionsmusik med stille passager, gnubbede bækkener og grenen fra et træ, der begramses med smukke lyde til resultat. Fint med dette centraleuropæiske input ved vor lille, danske biennale. Vi kender jo i virkeligheden uhyggeligt lidt til den partiturmusik, der skrives uden for landets grænser, så selv om det var en kort og blandet koncert i Radiohuset, endte den godt.