Man kan tvivle på, om fremtiden for alvor er Mutters. Brendel, derimod, har gennem et helt musikerliv bevist en enestående holdbarhed. Han er 71, og det var på tide, hæderen gik til en af de allerstørste nulevende pianister, som ikke mindst takket være musikerparret Michael Schønwandt og Amalie Malling heldigvis har tilknytning til Danmark. Pianisten Amalie Malling kan takke læreren Brendel for sit eget glimrende tag på klaveret, og hendes mand, dirigenten Michael Schønwandt, har før stået på podiet, når Brendel kom på besøg. Det gjorde han sidst i 1996, og også dengang spillede den østrigske pianist Beethovens 'Kejserkoncert'. Men det er mere end fem år siden, og Brendel er blevet ældre siden da. Hans fortolkning havde også ændret sig, navnlig til det mere klare, ja måneskinsbelyste. Sidste gang var nok ikke en af de opførelser, nuancekunstneren Brendel selv vil føre i huskebogen, selv om den hørt med et dansk koncertpublikums ikke særligt klaverforvænte øren var en oplevelse i høj klasse. Denne gang var der endnu mere fængslende perspektiver i hans fortolkning. Brendel kender Beethovens koncert virkelig intimt, og han forstod at fremsætte sine pointer uden at overbetone. Dette var ikke en 'Kejserkoncert' af de bombastiske, men af de nuancerede, der med forbilledlig ligevægt afdækkede flest muligt forskellige udtryksfacetter. Brendel kunne starte en frase lige tilpas svagt, og alligevel rakte paletten fra det sarteste sølv til fuldvoksne akkorder. Ikke mindst klangligt gjorde han solostemmen i Beethovens mest udadvendt prangende klaverkoncert til en oplevelse vel at mærke uden hverken selv at prange eller gøre sit spil overdrevent udadvendt. Tværtimod samlede solisten med en næsten ubevægelig autoritet orkestret omkring sig, og de spillede dejligt, kapelmusikerne. Særligt i de to sidste satser, der blev forbundet af en interessant ny vinkel på den drømmende overgang fra adagio til rondo. Den ubevægelige autoritet hos Brendel gjaldt i ekstrem grad Mozarts klaverkoncert nr. 25 i C-dur, der med Schønwandts ord ikke var noget dårligt bytte for den Es-dur-koncert af Mozart med tilnavnet 'Jeunnehomme', som oprindelig var programsat. Brendel sad bogstaveligt talt stiv som en pind ved det store Steinway. Ingen som helst unødvendige falbelader her. Det er ikke nødvendigt i denne dynamisk og klaverteknisk overskuelige musik, syntes hans holdning at fortælle, og så viste han sig ellers fuldt koncentreret om musikken. Det er et par formidable klaverhænder, der sidder på denne musikerhjerne, og Schønwandt og Kapellet spillede smukt op til Brendels velafbalancerede, levende fortolkning. Strygerklangen var fin i violinernes oplæg til solostemmens indsats i den langsomme sats, men trods letheden passede Schønwandts søde, ret brede orkesterstil bedre til Beethovens storformat end til det mozartske kammerspil. Til sammenligning kan jeg anbefale cd-resultaterne af Brendels Mozartsamarbejde med dirigenten sir Charles Mackerras og Scottish Chamber Orchestra. Indledningen af koncerten var Stravinskys Symfoni i tre satser. Rytmisk mosaikmusik, der svinger uformidlet mellem det kødfulde og det nøgternt kølige. Stravinskys distance og objektivitet blev måske dulmet noget, og midtersatsens drilske opbremsninger og enkelt faldende blæserlinjer kunne have stået endnu mere iskoldt og klart, uden at det havde skadet. Men selv om der var messingklang både her og i aftenens øvrige program, som er hørt mere udsøgt ved andre lejligheder, og jeg kunne godt have undt Brendel endnu smukkere klangligt modspil fra horngruppen i Beethoven, så var det en dejlig koncertaften med en givende solist og prismodtager i centrum. Amalie Malling, der med et fortroligt og kærligt 'du' holdt prisoverrækkelsestalen til Brendel på tysk, har så evig ret i sin karakteristik af det sympatiske, foroverbøjede og spøgelsesagtige menneske som en forsker og en fornyer, der er i besiddelse af den sjældne gave at kunne oplyse musikken indefra. (Gad i øvrigt vide, om det var hende, der stod for den fine udførelse af klaverstemmen i Stravinskys symfoni. Jeg tror det, men det fremgik desværre ikke af programmet, og jeg kunne ikke se orkesterpianisten fra min plads). Nu må man bare håbe, hun får opfyldt sine ønsker om, at Alfred Brendel lidt oftere måtte komme til Danmark og lade os få del i sine musikalske opdagelsesrejser blandt klaverlitteraturens klassiske mesterværker. Det trænger vi til.