Hun lader det imidlertid ikke nødvendigvis blive ved det. For hun kan finde på at punktere den og give de velkendte ord en ny betydning, som hun gjorde det i 'Cry Me a River'. Og på den anden side kan hun også - uden nogensinde at blive sentimental - hengive sig i en fuldstændig indlevelse, som hun gjorde det i sin dybt bevægende fortolkning af Joni Mitchells 'A Case of You'. Som pianist kan Diana Krall slå en proper næve og swinge kontant og ligefremt. Sådan indledte hun koncerten sammen med sine tre glimrende medspillere. Men hun kan ligeledes raffinere sit klaverspil til det yderste og dæmpe sig så meget ned, at selv den letteste berøring af en tangent fylder hele rummet. Det er i vekselvirkningen mellem disse to poler, hendes magi sniger sig ind på os. For der går lidt tid, inden vi pludselig opdager, at vi er fanget ind. Det skete i Cole Porters 'Let's Fall in Love'. Fremført i et lidt langsommere tempo end det sædvanlige, underspillet i sit udtryk mellem sang og recitativ, før hun åbnede for sluserne med sangens sidste tone, som igen blev efterfulgt af tre, fire akkorder, der tilføjede den yderligere en dimension. Det er jo uhyre bevidst, Diana Krall arbejder med sine virkemidler. De rytmiske forskydninger, hun benytter sig af. Måden, hvorpå hun skanderer en tekstlinje, fremhæver et enkelt ord eller lader stemmen farve dets klang. Og alligevel føler man sig på intet tidspunkt manipuleret. For både følelsen og spontaniteten er nærværende i hendes kunst. Man kan kun tænke, hvordan bærer hun sig ad, hvor kommer det fra? De samme tanker, jeg kunne gøre mig over for Miles Davis, når han med de enklest tænkelige midler skabte en aura omkring sig. Det bemærkelsesværdige er ligeledes, at det for en stor del er de samme sange, der har fulgt Diana Krall i årevis. 'I've Got You Under My skin', 'East of the Sun' og 'Fly Me to the Moon' for at nævne endnu nogle. Hvilket både fortæller noget om deres slidstyrke og om Diana Kralls trofasthed over for sig selv og sine idealer. Og derfor satte hun med denne aften også et minde om Peggy Lee, der døde dagen før koncerten i en alder af 81 år, med et par af hendes sange. Peggy Lee, der i sine unge år sang i Benny Goodmans orkester, før hun blev den stjerne, hun blev. En position, Diana Krall i dag ikke blot indtager med den største selvfølgelighed, men som hun også i allerhøjeste grad har gjort sig fortjent til.