Netop sådan lever musikken, ikke blot den sene, yndefuldt veltalende og forklaret smukke klarinetkoncert, men også et ganske primitivt værk som den lille C-dursymfoni K 73. Det er ikke musik, man skal slide for meget på, og man bør huske teenagekomponistens sarte alder, men i Wellers afvæbnende friske fortolkning blev den et nærværende vidnesbyrd om et geni i svøb. Helt så problemfrit forløsende forløb Beethovens 7. symfoni ikke. Rankheden og fortolkningens renhed, holdningen om man vil, var den samme, og den tætte klang havde samme sunde grund, men tuttiklangen, der altid er vanskelig hos Beethoven, var rigeligt kompakt, og detaljeringen var knap så plastisk gennemarbejdet. Opgaven var åbenlyst større i forhold til den tilmålte prøvetid. Klart sigte, effektiv fremdrift og overbevisende energi løftede imidlertid det meste af opførelsen og gav skum på bølgerne i den overstadige finale, og det lange bifald var fortjent, men i første sats gik det galt: Rytmen ville ikke rulle, og det friske åbningstempo tabte langsomt, men sikkert højde frem mod en slæbende koda. Tempoproblemer skæmmede også landsmanden Wenzel Fuchs' ellers smukke, udtryksfuldt levende solo i klarinetkoncerten. Selv i adagioen og langt mere i ydersatserne lagde han Wellers fine, afbalancerede tempi under et enerverende pres. Svært at forstå, at han med den utålmodige egensindighed og sejlende puls også skulle være en aktiv kammermusiker!