Så nuanceret, frit og anderledes, at jeg længe har set frem til at høre dette russiske verdensnavn live. Intet kunne være mere passende for Pletnev end at lægge ud med landsmanden Musorgskijs 'Udstillingsbilleder', da han besøgte kunstmuseet Louisiana. Men oplevelsen blev sært blandet og aldrig for alvor medrivende. Pletnev - eller Pletnjov, som russiskkyndige siger, han burde staves - var på én gang mere excentrisk og mere sendrægtig, end denne i øvrigt robuste, groftvævede musik kan bære. Gnomens bevidste humpen i suitens første billede virkede påtaget, og selv om der var en motorisk fremadrettethed og en magtfuldhed i klangen, som fængede, da vi hen mod slutningen af Musorgskijs gallerivandring nåede til billedet af hytten på hønsefødder, så virkede voldsomhederne i den afsluttende store port i Kijev så uorganiske, at selv mægtige bimlende kirkeklokker ikke reddede helhedsindtrykket. Fingrene fremmanede bredden i billedet af den tunge oksekærre, Bydlo, og Pletnev gjorde sig umage med at lade den store vogn rulle langsomt, men skilderiet, der forestiller kyllingernes bizarre dans i æggeskallerne, kom på trods af - eller måske netop på grund af - det bevidst skæve i musikkens løb ikke til at hænge sammen, og overalt måtte man undre sig over en liberal brug af pedal, der virkede for dristig. I stedet for fremadrettede overledninger i suitens gentagne 'promenader' fik vi sært slingrende vandringer fra billede til billede. Cirka sådan må det have lydt, hvis man i sin tid havde held til at få den stærkt alkoholiserede Musorgskij til at sætte sig til klaveret og spille sit eget værk: inspireret, men ujævnt og med overdrevne accentueringer og tvivlsomt nølende musikalske pointer. Pletnev valgte ikke ekstreme tempi, men overraskede mig så meget, at jeg måtte hjem og finde Sviatoslav Richters legendariske Sofia-recital fra 1958 frem. Sammenligningen siger noget om tårnhøje forventninger, det er klart. Men den satte også tingene på plads. Begge russere kan, henholdsvis kunne, slå en skævert, men hos Richter fik jeg al den dynamik, sammenhæng og ægte dristighed, som jeg havde savnet hos en manieret eller måske bare turnétræt Pletnev, der kom direkte fra klaveraftener i Holland og Italien med samme program. Lad det så som en væsentlig nuancering være sagt, at Pletnev i sin egen transkription af Tjajkovskijs balletmusik til 'Tornerose' fik spillet sig ind i en vemodig og skær lyrik, hvor både smeltende melodiske variationer og fint filigranarbejde i Tjajkovskijs fehårskunst fik varmen frem. Men at den længe ventede klavergæst som ekstranummer ikke gad andet og mere end at trække en ligegyldig spilledåse af Anatol Liadov op, gav altså ikke ekstra plusser. De største navne fremkalder de største forventninger, og denne gang blev de ikke indfriet.