Hyppigst Tanggaard som medlem af Svend Asmussens kvartet. Men på den anden side var den rolle, han skulle udfylde inden for dette ensemble af en mere konventionel - og dermed en mere restriktiv karakter, end han inderst inde kunne ønske sig. Med dannelsen af Bjarne Roupés nye kvartet, der foruden Tanggaard omfatter pianisten Henrik Gunde og bassisten Tommy Andersson, skulle Tanggaard dog få sin lyst styret. Men netop dette gav også anledning til, at musikken til tider lød yderst problematisk. Først og fremmest i de passager, der i alt for høj grad var domineret af Tanggaards spil på bækkener. Ikke blot stod den uophørlige messingklang i divergens til Roupés guitarlyd, der ligeledes benytter sig af efterklang, men den dækkede ligeledes for meget over Anderssons bas. Og desuden førte Tanggaards tendens til at dyrke et så rigt varieret spil som muligt til, at det kunne have svært ved at samle sig til en helhed. Det gik betydeligt bedre, når Tanggaard arbejdede med viskere eller jo mere ligefremt, han udformede sit spil. Det sidste kunne også gælde Andersson, der ligeledes ynder at spille uden om beatet. Dog ikke i et nummer som 'Lampshade Tide', der indledte andet sæt og stod sig helt fremragende. Her fik Roupé virkelig taget afsæt i den 'groovy' puls med lange tonerækker, der bestandigt tilføjede det harmoniske oplæg nye facetter. En tanke, der slog mig, var, hvor nært beslægtet Roupés spil er med John Abercrombies. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at sådan spillede Roupé stort set allerede, da han kom til Danmark for over tyve år siden. Hvilket vil sige samtidig med, at også Abercrombie fandt frem til sit personlige udtryk. Når alt dette er sagt, må man tilføje, at der er store muligheder i denne kvartet. Og de har ikke mindst gyldighed for pianisten Henrik Gundes vedkommende. En musiker, der fra første færd har røbet noget ganske særligt, men som jeg ikke har hørt udfolde sig så frit som han gør netop inden for disse rammer. Med spil, der både var præget af eftertænksomhed, af en evne til at lade musikken komme sig i møde, og en direkte appel, når tiden var inde for det. Alt sammen formuleret med en ligefrem frapperende rytmisk træfsikkerhed.