Kan det virkelig være meningen, at man under en jazzkoncert skal holde sig for ørerne for at beskytte sin hørelse? Det var jeg ikke den eneste, der så sig foranlediget til, da Pat Metheny lod sine guitarer indtage Tivolis Koncertsal. Værst - og langt over smertegrænsen - var det, da han præsenterede sit monster, en krydsning mellem harpe og guitar, med hvis hjælp han var i stand til at skabe et infernalsk lydunivers. Det var nu ikke det eneste punkt, på hvilket omstændighederne omkring koncerten var ude af proportioner. For det gjaldt også selve Methenys spil og måden, han disponerede det på. Han har jo gjort det til en vane at indlede sine koncerter med en soloafdeling, og den strakte sig denne aften over tre kvarter. Repeterede toner, akkorder og arpeggioer i uendelige rækker, der muligvis var inspireret af forestillingen om USA's store, landskabelige vidder, men - som jeg må bekende - ikke vakte megen genklang i mig. Langt om længe viste også Methenys to medspillere, bassisten Christian McBride og trommeslageren Antonio Sanchez, sig på scenen. Men hvis man havde håbet på, at tingene ville ændre sig til det bedre, blev man også på dette område skuffet i første omgang. I kraft af guitarernes voldsomme lydniveau var de heller ikke i balance med bassen og trommerne. Og indledningsvist var også spillet imellem de tre musikere præget af denne demonstrative virtuositet, der satte selve det musikalske udtryk i skyggen. Et tiltalende valsetema som 'Question And Answer', der begyndte lovende, forvandlede sig gradvist til et støjhelvede af uanede dimensioner. Støjmusik kan have sin berettigelse (Metheny har selv vist det i sit samarbejde med altsaxofonisten Ornette Coleman), men i dette tilfælde blev grænsen til det meningsfulde overskredet. Det forunderlige var, at publikum tilsyneladende fuldt ud accepterede denne form for musik. Det ville have været utænkeligt i 'gamle dage', hvor den selv blandt inkarnerede jazztilhængere kunne vække opstandelse. Og så endte koncerten trods alt i et forsonende skær. Med Methenys 'When Night Turns Into Day' nåede vi til en oase, der næsten lod os glemme alt, hvad vi havde været udsat for forinden. En ualmindelig smuk melodilinje, fremført uden overflødige udsmykninger og båret videre i en guitarsolo, der også gav plads for de pauser, der satte tonerne i relief. Derefter McBride i en lige så velformuleret strøgen solo, der viste en beherskelse af buen, der næppe har sin lige blandt mange andre jazzbassister. Endnu et nummer i up-tempo fulgte efter. Men denne gang alene helliget musikken og med en fremragende trommesolo af Sanchez. Og som ekstranummer en blues med Methenys guitar og McBrides funky elbas i elegant parløb. At påstå, 'når enden er god, er alting godt', ville være for meget. Men det hjælper på det.