Lyt til artiklen
Øjnene var lukkede i det meste af den time, hvor fingrene flygtede op og ned mellem top og bund i hele tiden overraskende fortolkninger af Johann Sebastian Bachs kanoniserede violintoner.
Helt, helt vild
Diskret i sort habit, vuggende fra side til side i halvtakt og med hovedet lidt på skrå var det en hyperkoncentreret Christian Tetzlaff, der satte en tyk streg under sit ry som intelligent violinvirtuos.
Igen og igen skiftede han ham og skabte stadig nye udtryk. Fra det overvældende aggressive til stille inderlighed, som om hele den klassiske musiks potentiale skulle forløses med violinspil en mandag på Østerbro.
Estisk dirigents 88 elitestuderende fyrede den af Fire strenge og en bue. Det burde være umuligt at holde en hel sal tryllebundet i flere timer med så få virkemidler, som helt nøgternt befinder sig på violinen. Men når stoffet er selve kernen i instrumentets repertoire – Bachs partita i d-mol og sonate i C-dur plus Béla Bartóks sonate i samme toneart – og fortolkeren helt, helt vild efter at hælde så meget meningsfuld variation ind i de tusindvis af noder.
