Det var en af jazzens store nulevende mainstreampianister, amerikanske Kenny Barron, der tirsdag kunne høres på Jazzhus Montmartres diminutive cafescene i trio med den japanske bassist Kiyoshi Kitagawa og den unge landsmand og trommeslager Lee Pearson. Tre dage er Barron hyret af Montmartre, og den sidste koncert, som afvikles i aften, er ikke overraskende udsolgt. Gæsterne har noget at glæde sig til, hvis disse musikere for alvor spiller sig op. Som jeg oplevede det, skulle der mindst to-tre numre til at ruske liv i trioen.
Som et skræddersyet jakkesæt Den indledende ’Isfahan’ af Billy Strayhorn og en anden standardmelodi lagde sig lunt luntende i swinget og mindede ligesom kapelmesterens ydre fremtoning om en bagt æblekage, traditionel, velsmagende og uden de store overraskelser. Og selv om Barron er en elegantier, hvis akkorder sidder tæt og præcist som et skræddersyet jakkesæt, og hvis improvisationer er gjort af tidløs bebopjazz på skuldrene af Bud Powell, Wynton Kelly og Bill Evans, så var det nærmest, som om trioen med det i begyndelsen meget artige spil søgte bag om 1960’ernes musikalske landvindinger til et mere konformt musikalsk udtryk.

LÆS OGSÅ Pianist fortolkede Bob Dylan på smukkeste vis

Først med Barrons driftige ’New York Attitude’ blev det åbenlyst, at han ikke blot var kommet til hovedstaden for at hygge sig. Og fra da af blev det også mere end klart, hvorfor han havde medbragt den herhjemme ukendte janitshar Lee Pearson. For mage til trommespil går der længe imellem, at man hører! Ingen overlegen luftighed og elektricitet