Thelonious Monk var om nogen en stilskaber inden for jazzen. Både med sine kompositioner og sin særlige, ikonoklastiske spillestil.
Noget helt så definitivt kan man trods alt ikke sige om pianisten Kenny Barron, der fylder 70 næste år. Men hvor er han en elegant musiker med et sikkert greb om jazzfortiden, der ikke mindst omfavner netop Monk.
LÆS OGSÅ
At aflevere en hel aften alene ved flyglet kræver overskud, erfaring, opfindsomhed og en evne til at skabe afveksling, og alt det viste Kenny Barron, at han mestrer på den sidste af to soloaftener i et fyldt Montmartre.
Kenny Barron er en raffineret og lyrisk musiker, der brød rigtigt igennem i 1980’erne som medstifter af gruppen Sphere, hvor netop Monks univers blev dyrket.
Poppet skønhed og enkelhed
Aftenen var præget af gavmildhed, mens amerikaneren præsenterede numrene i mikrofon.
I første sæt mindede han sine danske fans om de fantastiske sene optagelser fra København med en døende Stan Getz på albummet ’People Time’ ved at spille ’Surrey with the Fringe on Top’ udsat for hurtige højrehåndspassager.
Men her var også stride-spil og walking bass som i Ellingtons ’Isfahan’.
Trio spillede slankt og elegant på MontmartreDer var kontrol over tingene og indhold i musikken, som greb åbenlyst tilbage til Monk. Et sted fik tangenterne et drys af caribisk solskin, fordi Barron var kommet til det kolde København efter et ophold der.
Hans egen ’Song for Abdullah’ afsluttede første del med strejf af poppet skønhed og enkelhed.
Improvisatoriske forløb
Barron scattede og nynnede musikken frem omkring en aldrig svigtende pulsfornemmelse, og også den gamle samarbejdspartner Freddie Hubbard blev inddraget med aftenens første komposition, ’Up jumped spring’, der straks sikrede opmærksomhed.
Opmærksomheden holdt ubrudt gennem andet sæt, hvor de improvisatoriske forløb med afsæt i Monk-balladen ’Reflections’ blev længere.
En stribe af Barrons egne kompositioner kom på bordet i mere flydende fremstillinger, som ikke gav samme indtryk af forberedt rækkefølge eller nuancering som i første sæt.
LÆS OGSÅ Italiensk trompetgodfather holdt styr på sprælsk trio
Mere Monk blev kogt stramt ind i ’Shuffle Boil’, mens en ny, endnu titelløse komposition fra Barrons egen hånd opløstes i flimrende løb over tangenterne.
Kenny Barrons ’Calypso’ mindede måske mest om, hvor kraftfuldt og vitalt en pianist som Michel Camilo ville have sparket til dén, mens ’Blue Monk’ som noget af det sidste på denne generøse aften understregede, hvor elegant og i dette tilfælde mådeholdende Barron kan turnere en jazzstandard.
Torsdag aften havde han publikum i Montmartre i sin hule klaverhånd.
Lyt til Kenny Barron:
fortsæt med at læse
