Hvordan blev musikinteresserede bekendt med 'den store musik' før grammofonens opfindelse? De, der kunne spille, købte noder, som vi køber plader. Klaver- og kammermusik blev dyrket i hjemmene, orkesterværker udgivet for firhændigt klaver. I de store byer gik man til koncert og i operaen, men hvad man hørte, afhang af lokale evner og interesser. Krævende moderne værker som Wagners operaer var ikke det sandsynligste tilbud. Her kom tidens omrejsende klavervirtuoser med en hjælpende hånd. Eller to. Med arrangementer og parafraser over mere eller mindre sjældent opført musik kunne pianisterne tilfredsstille publikums nysgerrighed og samtidig skræddersy flatterende virtuose udfordringer til sig selv. Virtuosen over dem alle var Franz Liszt. Han var selv en original komponist, men holdt sig ikke for god til at skrive utallige bearbejdelser af andres musik. Fra Bach over Beethoven og Schubert til Verdi og Wagner. Sidstnævnte var hans nære ven (og med tiden hans svigersøn), og Liszt støttede ham på mange måder, herunder med et dusin arrangementer af højdepunkter fra hans operaer fra gennembrudsværket 'Rienzi' til svanesangen 'Parsifal'. I en verden, hvor enhver kan købe den originale musik på det nærmeste gadehjørne, er chancen for at høre disse heroiske bearbejdelser forsvindende lille. Det vil nordmanden Svein Amund Skara gøre noget ved. Lørdag åbnede han i København en verdensturné med dobbeltprogrammet 'Richard Wagner i fire akter for klaver'. Liszt står for det meste, men for at komme repertoiret rundt har Skara botaniseret hos navne som Bülow, Raff, Rubinstein og Rupp, hvis bastante fantasiløshed sætter Liszts klangsans og pianistiske opfindsomhed i relief. Han oversætter musikken til sit eget revolutionerende klaversprog, selv hvor han i det ydre nøje følger forlægget som i den glitrende fortolkning af 'Isoldes Liebestod'. Et umenneskeligt virtuost arrangement af 'Tannhäuser-ouverturen' gør klaveret til et orkester, men det samme gør f.eks. 'Am stillen Herd' fra 'Mestersangerne' på en langt mere koloristisk og raffineret lysende måde. Ofte udbygger Liszt som ægte komponist de lånte fragmenter til selvstændigt formede stykker, og gralsmarchen fra 'Parsifal' leder dybt ind i hans egen mystisk orienterede alderdomsstil. Det var interessant at høre denne musik, men mere end netop interessant kunne Skara ikke gøre det. Trods et stort om end langtfra ufejlbarligt teknisk overskud mangler han musikalsk format til opgaven, mangler sans for klang, form, struktur og vokalitet. Det er noget slemt rod. Tempoet er ekstremt uorganisk, og skønt han spiller udenad, lyder det mest, som om han spiller fra bladet.