Nogle vil huske Benny Golson fra Spielberg-filmen ’The Terminal’, hvor han er det eneste gamle jazzkoryfæ fra et berømt gruppebillede, taget i Harlem i 1958, som hovedpersonen Tom Hanks mangler at få en underskrift fra.
Filmen handler om, hvordan Hanks hænger fast i lufthavnen i forsøget på at komme ind i USA for at fuldende sin fars mission: at samle signaturer fra alle de berømte jazzfolk på fotografiet ’A Great Day in Harlem’. De fleste på det billede er døde for længst. Art Blakey, Dizzy Gillespie, Art Farmer ... Men saxofonisten, superkomponisten og arrangøren med mere Benny Golson lever endnu, og han har kendt dem, spillet med dem og skrevet jazzhistorie med både de tre nævnte og endnu flere. Derfor har han også en masse at fortælle. Hvem kan ellers ryste historier ud af ærmet om dengang, de jammede hjemme i forældrenes dagligstue med drengevenner som John Coltrane? Eller dengang de dukkede op i New York som teenagere og løb ind i Thelonious Monk på gaden? Benny Golson kan. I dag er han 80 og har levet et langt musikliv. Men på sin egen rolige måde er han stadig fit for fight. Bakket op af en spændende ung trio bestående af Heine Hansen på klaver, Daniel Franck på bas og Jeppe Gram på trommer gav han to sæt. Godt udstoppet med anekdoter mellem de forskellige jazzstandards – hvoraf han i parentes bemærket har skrevet en del selv. En »elendig saxofonist« Det fik vi så også at vide. For mens de fleste af de store gamle fra fotografiet er borte, kan Golson stadig fortælle om, hvordan det var at spille en ny melodi for Gillespie. Eller få opført en ny komposition af Miles Davis. Med Golson som indleder og afslutter – det var den faste formel – og med kvartetten som dem, der gjorde benarbejdet, fik vi selvfølgelig Golsons gyldne hits. ’Along Came Betty’ og ’I Remember Clifford’. Den sidste skrevet til minde om trompetisten og kollegaen Clifford Brown, der døde i en trafikulykke i 1956. Vi fik historierne om, hvorfor og hvordan han skrev dem, og med en underspillet selvpromovering, der desværre kammede noget over, gentog Golson, at han selv var en »elendig saxofonist«, men at den unge trio fik ham til at skinne. Det passede. Men kun delvis. Trioen med Francks saftbas, unge Heine Hansens bemærkelsesværdige overskudsbehandling af tangenterne og Jeppe Gram, der fik sine soloer til at svæve med slowmotion-fornemmelse, var vitterlig en særdeles glimrende baggrund.
