Tynde hestehår hænger løst fra strygernes buer efter få minutter. De fire londonmusikere trykker så intenst til instrumenterne, at det lidt efter lidt koster buernes liv.
Nicolai Worsaaes musik lyder som knitrende elektronik, men er alene resultatet af kontakten mellem harpiks, hår, træ og metalstrenge. Den allerførste lyd er en gengivelse af kattens, når man trækker den i halen. Et par timer senere slutter det hele med en ung mand, der i selskab med en ung kvinde drikker sig igennem to velvoksne glas rødvin, mens de spiller lidt på glassene med fingrene.






























