Asger Jorn malede engang en enorm og meget jornsk ælling direkte oven på et gammelt lærred forestillende en bondeidyl med en sø. Resultatet kaldte han 'Den foruroligende ælling'. På samme måde er det med Jan Garbarek, når han spiller med Hilliard Ensemblet. Nyt males direkte oven på gammelt. Idéen til at bruge i første omgang gregorianske og middelalderlige vokalværker som lærreder for Garbareks nuancerede saxofonleg kom fra det lille, grænseoverskridende pladeselskab ECM, som dengang midt i 1990'erne havde både Garbarek og Hilliard Ensemblet i stald. Her så producer Manfred Eicher meget rigtigt, at den svævende rene fællesklang, de fire engelske herrestemmer dyrker, passer fornemt med Garbareks let nasale, følsomt chatterede tone, som den udgår ikke mindst fra saxofonistens lille soprannæb. Forsøget blev gjort, og 'Officium' blev en bestseller. Det var imidlertid langt overvejende numre fra 1999-opfølgeren 'Mnemosyne', der fredag lød i domkirkens gavmilde akustik. Det store rum var fyldt til sidste bænk, og publikum fik, hvad de kom efter. Koncentreret klangleg udfoldet af fire mestendels lyse herrestemmer og en saxofonist, der alle flyttede sig i rummet og således både prøvede akustikkens muligheder af og tilgodeså dem, der ikke havde fået gode pladser oppe foran. Der er ikke føjet noget nyt til Garbareks og Hilliards palet. De maler stadig den samme ælling i den samme sø. Men bortset fra 'Parce mihi' af Cristóbal de Morales, hvor Garbareks melodiske udfoldelser - endda i begge indspillede versioner - overgår, hvad han lavede live, så blev live-oplevelsen et studie i, hvor koncentreret fem alvorlige herrer kan skabe tilstedeværende kunst. Ved at lægge lag på lag. Garbarek brugte de stemningsfulde vokale akkordskift som skelet for melodilinjer, der søgte den ekspressive dissonans og legede med den subtile klanglige forskel. Men som kun sjældent gav sig til at swinge. Én gang fik vi en solo fra tenoren, der pegede i helt andre retninger. Var der noget andet - noget nyt? - som trængte til at komme ud? I hvert fald virkede koncerten, uanset professionalitet og perfektion, for lang med sine halvanden time. Måske er det snart tid at forny konceptet, her seks år efter 'Mnemosyne' og 11 år efter bestselleren 'Officium'.