Der blev spillet for galleriet, og deroppefra lød både applaus og et imponeret »wauw!«.
Ikke at der var noget overraskende i det, for uropførelsen af Søren Nils Eichbergs koncert for orkester var smart, heftig, effektfuld og strømlinet i sine virkemidler lige til afslutningen, der væltede salen for fuld, dundrende og dunkende symfonisk skrue. ’Morpheus’ hed den DR-bestilte koncert, og uropførelsen var det sidste i en række Eichberg-indslag i DR’s Koncerthuset, hvor symfoniorkestret har haft den ferme dansk-tysker fra Berlin som huskomponist i tre sæsoner. Fedter for lytteren Torsdag satte de officielt punktum for samarbejdet med musik, der ligesom de to symfonier, Eichberg samtidig slap løs på cd, udmærkede sig ved effektiv udnyttelse af orkestrets basdyb, episoder med stærke kontraster og voldsomt kværnende elementer af rytmisk drive i Stravinskys kølvand. Senromantik, drømmestøv og hampre effekter fik tønderne til at buldre. Men som med symfonierne kørte jeg træt, inden slutningen var nået.
