Det er en kende morbidt.
Alligevel er der noget om snakken, når man taler om, at sangerinden Chan Marshall alias Cat Power har ni liv, som hun ind imellem har været en smule lemfældig med at tage vare på.
Men det er ikke kun hende, der har ni liv.
Det har hendes sange også, hvilket hun på sin egen notorisk akavede facon satte en tyk streg under, da hun gæstede en udsolgt Koncertsalen.
Med sig havde hun sit seneste album ’Sun’, der udkom sidste år.
ANMELDELSE AF 'SUN' (6 hjerter)
Popmusikkens kamikazepilot rammer pletDet dystre hjørne
Et elektronisk funderet et af slagsen, som markerede en ny lyd for Cat Power – en lyd hun dog allerede delvist har lagt fra sig igen.
Det stod klart allerede fra begyndelsen, hvor Marshalls band kom på scenen en efter en til en repetitiv guitarfigur, der gled over i en begsort, nedbarberet og nærmest gospelrocket dommedagsudgave af sangen ’The Greatest’ fra albummet af samme navn, der fik koncerten til at åbne sig som et stort, sort hul der slog sine nådesløse sprækker igennem hele den rustrøde sal.
LÆS MERE
Kraftfuld kattekvinde går bankerot, bliver syg og aflyser turnéDer er ingen, der som Cat Power kan åbne en koncert i det dystre hjørne.
Samtidig er der heller ingen, der kan ødelægge det hele igen, som hun kan.
Men modsat tidligere koncerter på dansk grund, hvor Marshall ofte har tilbragt det meste af tiden på scenen i enten fosterstilling eller som én stor undskyldning for sig selv, var det en lettelse at opleve hende optræde med noget, der lignede skyggen af selvtillid på nye numre som ’Manhattan’ og ’Ruin’.
Ind imellem kiksede det, og ind imellem så det ud som om, Marshall ligefrem modarbejdede sig selv ved nærmest konstant at være ved at snuble i sin guitarledning eller vælte sit mikrofonstativ.
Bedst når der blev skruet ned for elektronikken
To gange måtte hun tilmed forlade scenen for at få peptalks fra sin personlige assistent.
For selv efter snart 20 år på scenen har Chan Marshall stadig brug for at få at vide, at hun er god nok.
Og det til trods for at hun selv med begge hænder i lommen og et medtaget blik i de nøddebrune øjne synger som en drøm af typen, man aldrig glemmer.
ANMELDELSE
Kritik Cat Power fortolker knivskarpt og diffustBedst var det da også, når hun skruede op for stemmen og ned for elektronikken og gav den som inderlig soulsanger på den hjerteskærende ballade ’Bully’ der med et ensomt klaverakkompagnement stod tilbage som et af aftenens absolutte højdepunkter.
Eller når hun beviste sit værd som en stor, stor coverartist – også af egne numre.
Ventetiden værd
Det var her, det stod klart, at Marshalls egne sange som minimum også har ni liv.
Som da hun flækkede den ellers så tyste ’I Don’t Blame You’ fra ’You Are Free’ midtover i en slæbende blues eller krængede hele sin martrede sjæl ud på en meditativt groovende ’King Rides By’ og eksploderede i en helt mageløs ’Metal Heart’, hvor Marshall gav fanden i det hele og sang, så det føltes som om, hun brugte hele mit centralnervesystem som hængekøje.
Det var den koncert, jeg havde ventet på i 10 år, siden Marshall trillede rundt på scenegulvet, fuld, trist og modløs i Lille Vega i 2003.
Og det er lige før, den var hele ventetiden værd.
fortsæt med at læse
