Wagners pointe om oprigtig næstekærlighed versus falsk kyskhed rammer tonstungt sidst i anden akt.
Med en helt anderledes dramatisk tydelighed end resten af de godt fire timers tableauagtig Wagneropera: En gigantisk testikellignende sten falder ned fra himlen og smadrer den onde troldmands borg.
Hele verden fejrer Richard Wagners hypotetiske 200-års fødselsdag i år. I den grad også Polen.
Hvor Hitlers udnyttelse af komponisten og Polens hårde skæbne i Anden Verdenskrig tidligere har været en hæmsko for mandens operaer, kan musikforskeren Stankiewicz i programmet til ’Parsifal’ konkludere, at det i dag er Wagner, der har invaderet Polen.
Det er den bølge, der har bragt Hotel Proforma og dets kunstneriske leder, Kirsten Dehlholm, til det vestlige Polen og Poznan i et første livtag med komponisten. Næste år opsætter de ’Rienzi’ i Letland.
Et hverken-eller
Hvad skulle man forvente af mødet mellem billedskaberen Dehlholms flertydige, visuelt elegante gru og Wagners evindeligt fremadstræbende dramatik? At Dehlholm ville sprætte den opblæste komponists mest oppustede opera op på langs og udstille hans hovedorganer i en helt ny, tidssvarende orden?
Og måske samtidig bibeholde musikkens heftigt sanselige energi? Det blev et hverken-eller desværre, og applausen blev da også ledsaget af passionerede polske buhråb fra salen. Det problematiske vender vi tilbage til.
’Parsifal’ handler om kærlighed. Altså i det omfang, at den rigtig handler om noget. For der sker næsten ingenting i meget lang tid. Bøn, forklarelse, forløsning – en akt til hver tilstand. Det er en sagninspireret historie om kongen, der med sine kyske riddere passer på den hellige gral, men som er hårdt såret af den forsmåede selvkastrerede troldmand Klingsor.
Kongen skal bruge det hellige spyd og en enfoldig yngling, Parsifal, ramt af ægte medfølelse til at udfri sig. Som forbindelse – mellem sorte Klingsor (der har spyddet og vil have gralen), den unge hvide mand Parsifal og den døende konge i rullestol – spiller den mellemøstlige kvinde Kundry en væsentlig rolle.
Tavse skikkelser
Hende og Parsifal har Hotel Pro Forma fordoblet. Hver gang Kundry synger, bevæger hendes alter ego sig et andet sted på scenen i forskellige tavse skikkelser. Som formummet slave, som eksotisk danser, som barmhjertig healer. Parsifal derimod er entydig fra A til Z, der med sin fordobling, en tegnsprogstolk, viser en forbindelse til en anden verden.
Dehlholms greb med performere som hovedpersonernes udvendige karakterer giver forestillingen sin dynamik. Scenebillederne er i høj grad statiske med koret som rigtige mennesker udstillet i forskellige positurer bagest i scenebilledet, mens solisterne for sig synger som et lille, meget ubevægeligt ensemble af arketyper forrest.
Scenebillederne isoleret set er ofte både skarpe og stærke som dunkle universer af jordfarver og store kontraster. Hvor lyset med diskrete markeringer får stor betydning som langsomme kegler, der fejer over menneskene eller tynde striber, der antyder en åbning mod en anden verden.
Føler partituret slavisk
Problemerne opstår, fordi det også er en ekstremt stillestående fortolkning, hvor sangernes meget lange deklamerende forklaringer i forgrunden hverken får modspil af scenografien eller en dynamisk personinstruktion at folde sig ud i.
Opsætningen følger partituret slavisk med en visualisering til hvert scenebillede. De varer hver en god halv time, hvor solisterne skal bære det hele med stemmepragt alene, fordi man efter fem minutter har oplevet den billedlige pointe. Så føler man for alvor Wagners tyngde, når den er værst. Gad vide, hvorfor Hotel Pro Forma ikke har smidt fløjlshandskerne og klippet partituret i mundrette bidder?
Det er ellers et solidt internationalt sangerhold, operaen i Poznan har sat sammen. Thomas Mohr er Parsifal med masser af kraft, og Agnieszka Zwierko som Kundry har virkelig glød og desperation i sin begsorte altstemme. Og der er fin bredde i det lokale operaorkester, om end det er noget småt til genren.
Lidt servicestof: Poznan er på størrelse med København med en fin gammel bydel. SAS flyver dagligt, men den kan også nås med to timers hyggelig togtur fra Warszawa eller Berlin. Wagner på polsk kan altså sagtens lade sig gøre. Men husk, at overteksterne er på polsk, så ørerne skal spidses til de tyske monologer. Det er dem, der bærer showet.
Politiken var inviteret til Polen af Teatr Wielki Poznan.
