»Det var faktisk sådan, Lou Reed døde. Så han slap for at skulle høre på det her«.
Ordene faldt fra scenen som nogle af de sidste sent tirsdag aften, da Yo La Tengo var i gang med at spille sig ind i koncertens første ekstranummer.
Og det skulle være en sang med Velvet Underground, for det var sidste aften på deres nyligt overståede europaturné,. Og den var begyndt, da Lou Reed lige var død.
Men hyldesten til den afdøde kollega – en coverversion af den notorisk guitarkradse ’I Heard Her Call My Name’ fra Velvet Undergrounds ’White Light/White Heat’ – ville bare ikke helt, som Yo La Tengo gerne ville. For trioens guitarist, Ira Kaplan kunne simpelthen ikke huske hvilke akkorder, sangen bestod af.
Først i tredje hug lykkedes det. Og det var denne vaklende start, der affødte den formentlig lidet sandfærdige forklaring på, hvorfor Lou Reed ikke lever længere.
Nådeløs vildskab
Men jeg tror ikke på det. Først og fremmest fordi jeg tænker, at Lou Reed rent hypotetisk set ville synes ganske godt om den rå imperfektion, de tre beskedent udseende bandmedlemmer kværnede ud i lokalet med en snert af samme nådesløse vildskab, der prægede Reeds eget guitarspil.
Med andre ord: hvis Lou Reed var død af lidt støj og ballade, var han jo død, før han overhovedet var kommet i gang.
Snarere tror jeg, Yo La Tengos cover af hans gamle sang, ville give salig Lou et smil på læben. For hvis hvis man lægger Lou Reed til side for en stund – og det kan hans eftermæle sagtens holde til – blev de tre akkordbaserede kiks kendetegnende for selve humlen ved Yo La Tengo, når de er allerbedst.
Og det er de, når de er kantede, uhøjtidelige og virkelig sjove. Det gør dem til noget nær det kvintessentielle indierockband. Og de var i høj grad i hopla tirsdag. Der gik bare lidt, før koncerten kom op i gear.
Lagde ud med lav lyd
Af en eller anden grund havde bandet nemlig besluttet sig for at dele hovedsættet op i to dele, hvorfor de lagde ud i et nærmest plejehjemsvenligt lydleje med at spille en række af de mere stille sange fra det imponerende 29 år gamle bagkatalog.
Som da en helt blid version af ’Ohm’ fra dette års ’Fade’ langsomt skubbede koncerten i gang, trestemmigt, tyst og blidt som en varmåndet hvisken i øret. Med Georgia Hubley som den sarte, whiskersdaskende puls på lilletrommen, der fortsatte nænsomt på duetten ’Pablo and Andrea’ samt den kække ’Periodically Double or Triple’, der blev afbrudt undervejs af Kaplan, så han kunne forklare, at sangen var udstyret med en upålidelig fortæller, selv om den var skrevet i første person ental.
LÆS ANMELDELSE
Indiemusikkens velbevarede hemmelighed har igen skrevet brilliante sangeHvorefter han fortsatte ufortrødent med linjer om, at han ikke bruger cykelhjelm. Og at der er et hul i den hjerne, hvor de ting, han gerne vil sige, holder til. Velkommen til Yo La Tengos flossede verden.
Lys og mørk
Her var godt at være. Og der var noget sympatisk og samtidig også meget rørende over, hvor store bandets ofte ret små ballader kan føles, når de fremførtes med Kaplans vokal som den lyse, porøse og let klagende yin til hustruen Hubleys mørke, dybe og lunt afrundede cello af en pragtfuldt afdæmpet stemme.
Det var som at blive indhyllet i et varmt tæppe. Hvilket jeg selv tog med ophøjet ro, da jeg på forhånd var informeret, at koncerten var tilrettelagt som en aften delt i to imellem bandets ballader og de mere støjende udskejelser.
kritik Yo La Tengo leverer endnu et stilfærdigt albumMen udefra set var det altså en underlig disponering af egne styrker. For bandets mange plader fungerer jo netop så godt, fordi det hele blandes sammen i en herlig pærevælling af inderlighed og vildskab.
Vildskab til sidst
Og vildskaben stemplede først ind i koncertens anden halvdel, hvor en klassiker som ’Stockholm Syndrome’ med den store krabat af en bassist James McNew i front var et kærkomment genhør, imens Hubley gav tommerne en omgang tørre tæsk i bedste Moe Tucker-stil inden samme McNew rystede sig frem til en maracasfest på ’Sugacube’.
Herefter bevægede Yo La Tengo sig for alvor ud på det dybe vand, hvor deres mangeårige sammenspil virkelig folder sig ud. Som da de begav sig ud i en lang, lang, lang og ligeså forrygende udgave af ’Pass The Hatchet, I Think I’m Goodkind’, der som åbningsnummer på det stærke album ’I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass’ lige klemte sig op over timinuttersmærket.
Det gjorde den også tirsdag – men den bevægede sig samtidig endnu længere ud og det med en energi, der fik tidsfornemmelsen til at opløse sig selv som en treo, da James McNews hypnotiserende skraldemandsbas fik kroppen til at gå i høj bølgegang med sig selv, og Ira Kaplan kartede omkring på scenen i en krampagtig tango med sin guitar hævet over hovedet i strakt arm, imens Hubleys bastante trommespor holdt maskineriet i gang.
Ikke corny
Senere gik der Lou Reed i den. Og så kom den lille, passende efterårsballade ’Autumn Sweater’, inden Hubley sang alle hjem i seng med vuggevisen ’My Little Corner of the World’, der ikke engang blev corny, selv om hun ændrede ordene til sidst, så den kom til at handle om »our little corner of the world«.
Det var jo sandt. Og det er sådan, en Yo La Tengo-koncert skal være.
fortsæt med at læse
