Lyt til artiklen
Udenfor kunne sneflokke komme vrimlende nok så lystigt og vinden feje Københavns gader tomme for mennesker, for inde i Store Vegas tætpakkede sal var det øllet, der væltede ned over folk, og den australske kvartet Wolfmother, der blæste et storbegejstret publikum i vandret. På scenen stod Andrew Stockdale med sine tre kumpaner og hele rockfortiden filtret ind sine vildtvoksende krøller, og hen over det bølgende publikum skvulpede hele tiden buketter af fadøl.
Ingen fine manerer
Hormonmaskinen skulle have brændsel, og der skulle være nok til at kaste en del i vejret. Af ren og skær begejstring over, at Wolfmother satte strøm til fortidens hårde, syrede og bluesede rock.
Klædt i sorte T-shirts og ternede skjorter var det her en aften med drengene – uden nye tricks, elektronisk vellyd eller andre fine manerer.
Kravet var basal, simpel og støjende rock, der bliver skudt fra hoften uden at lyde pænt. Det skal bare have et gyngende groove, kaskader af guitarsoloer og være larmende højt.
