Der stod vi. I et metrotog på endestationen Vestamager med dåseøl i lommerne og små hop af forventninger i skoene. Tætpakket som et japansk subwaytog i myldretiden midt i det menneskeforladte landskab af grønne fælledflader og arkitektfortegnede Ørestadsbygninger. Udefra må det have lignet et overproppet akvarium på afveje. LÆS OGSÅ Metrotoget var i dagens anledning kapret af festivalen Strøm og rigget til med bashøjttalere og en dj-pult. Klar til to timers ’Trans Metro Express’, den rullende klub af et ekko fra Kraftwerks elektroniske mesterværk ’Trans Europa Express’. Fra landet mod byen Musikeren og produceren Jens Berents Christiansen lagde under sit musikernavn Rumpistol ud med at sende spæde knitrende lyde ud af vognens forgrenede højttalersystem. Og med musikalsk timing satte beatet ind, i samme sekund hjulene begyndte at rulle. Fra landet og ind mod byen. Forbi den øde Ørestad og ned gennem de højmoderne togskakter under gamle København med en remix-forvredet udgave af Efterklangs ’Modern Drift’ i ørerne: »The modern drift is all I have«. Pakket inde bag silende dugruder og under en let gispen efter ilt lagde ’Trans Metro Express’ ud med en velkomponeret electronica-tur fra Rumpistols side. Togets accelerationer blev spejlet i rytmen, og i samme sekund toget skød op af jorden og ud i et solbadet Frederiksberg, foldede Rumpistol sin ordløse kompositioner tilsvarende ud.
Det var elegant tilrettelagt og godt udført. Ved Vanløse overtog produceren Eloq den musikalske styring og intensiverede stemningen med støvede hiphopbeats og tilbagelænede rapsalver, mens kursen blev sat mod Amager – denne gang Københavns Lufthavn. Tog og musik talte sammen Nu havde de fleste vænnet sig til den grænseklaustrofobiske fornemmelse (hvis ikke de var stået af), og musikken spillede mere op til fest end finesse. Væk var præcision, men med de slingrende wonky rystelser i højttalerne talte togtur og musik stadig godt sammen, mens jakker og T-shirts røg af, og dansen begyndte at spænde bugen ud på metrotoget. Fra lufthavnen og tilbage under hovedstaden til Vanløse satte DJ JSL fra OHOI! tommelskruerne på bassen og skruede ned for dagslyset med en buldrende omgang af den klubdystre dubstep. Dermed røg de sidste hæmninger, der blev danset, skrålet og crowdsurfet, mens folk på stationer stod med måbende miner og slap rejsekufferter ned på perronen. Generation pose Og blikkene blev suget til sig af den dansende flok. De var et typisk udsnit af generation pose, hvor sociale medier og kameratelefoner har avlet en kultur af iscenesættelse, poseringer og billeddokumentering. Som på sommerens lignende festivaler som Distortion og Trailerpark var der lige så mange kamerafolk som deltagere i dansen og en aktiv bevidsthed om linsernes retning. Men festen gemte sig ikke (kun) inde i hjernekamrene for selvbevidst fremtoning, men forplantede sig fysisk i det mere og mere slingrende tog, der for alvor gyngede, når tograverne hoppede som en samlet masse. Turen fandt sit festklimaks på sidste tur ud mod Vestamager. Producerduoen Maffi sendte strengt digitale dancehall riddims gennem den svedende og dansende togstamme, mens J-G toastede og Topgun leverede livevokal på ’De kalder os’ før ’Trans Metro Express’ fandt sin musikalske endestation i tonerne af Lady Smita og ’Hård som Wozniacki’. Ideen godt forløst Undervejs var den organiserede togkapring gået fra at være et opmærksomt lydomslag til omgivelserne uden for vinduerne til at omdanne det førerløse tog til dampende klub – der kunne have været hvor som helst. LÆS OGSÅGadefest i indre by rykker i tørvejr Der var lidt teknisk knas på vejen og luftmangel til at starte med, men ideen blev forløst godt, og den dansende bande, der blev sluppet ud igen i den ørkesløse ende af Amager, viste, at Strøm som festival er lige så meget til hedonisme som til udforskning af elektronisk musik.
