Det var nu underligt med alle de togaer. Da jeg fredag aften ankom til Glyptoteket, sad mennesker udenfor og røg – i hvide togaer og med bladkranse om hovedet. Indenfor vrimlede det med togaer.

Anledningen var åbningen af Golden Days. I sin formidling af historien er kulturfestivalen i år dykket ned i filosofien, og de lagde ud med et simuleret symposium.

Der var romersk brydning, foredrag og udklædningsleg. Nu er det jo Golden Days’ mål at sætte nutiden i forbindelse med historien på en levende måde, men togaerne fik mig nu mere til at tænke på scener fra ’Delta kliken’ end på Platons drukdiskussion af kærlighed.

LÆS OGSÅ Togaklædte gæster festede med brydekamp og pattegris på Glyptoteket

Virtuos musikalitet
Men inde i maven af Glyptotekets antikke proportioner af skønhed gav norske Jenny Hval mig noget andet at tænke på. Nemlig nutiden.

I et imponerende samarbejdet med festsalens flere sekunder lange efterklang viste Hval, at hun ikke bare er sangskriver, forfatter, debattør og sanger. Hun er også en lydkunstner, der kender sine virkemidler.

Med inspiration fra forbilleder som Kate Bush og PJ Harvey lod hun stemmen cirkle ordløst, melodisk og dramatisk rundt i salen for at ridse friske erkendelser ind i de historiske søjler.

Med sit lille tomandsband på guitar og trommer forsøgte Hval at hanke op i et publikum, der flød ud i sækkestole foran hende.

Det var tungt og hæmmede koncertens intensitet, men Jenny Hval spillede sig stadig med virtuos musikalitet og upoleret nerve gennem sange fra det aktuelle album, ’Innocence is kinky’.

Dramatisk nerve

Den 32-årige Jenny Hval har i mange år udgivet plader under navnet Rockettothesky, skrevet romaner og et akademisk speciale om Kate Bush og skabt installationskunst i Oslo. Men ’Innocence is kinky’ er med PJ Harvey-produceren John Parishs hjælp blevet et markant skridt fremad for Hval.

Her går hendes litterært bevidste undersøgelser af kønnet under udvikling i dynamisk spænd med bassynthens puls, guitarens flænsede figurer, trommernes buldrende udbrud og ikke mindst hendes bjergkæde af en stemme.

Den hviskede røntgenbetragtninger om at se porno på computeren, og med hymnisk stormstyrke satte den spørgsmålstegn ved den moderne erfaring af kroppen ind i tomrummet mellem Glyptotekets marmorstatuer.

LÆS OGSÅ Keyboarddronning eksperimenterer på dyster plade

I samme åndedrag kan Jenny Hval synge om Ødipus og Anders Behring Breivik, om Jeanne D’Arc og Paris Hilton. Og i disse sammenstød mellem arkaiske myter, moderne gru og overfladisk konsumkultur undersøger Hval forholdet mellem køn, identitet, krop og ikke mindst blikket. Mandens blik på kvinden, men også kvindens blik på mandens blik.

I en tid med overeksponerende mediekultur, hvor vi holder øje med hinanden eller tigger om blikke fra andre på instagram og Facebook, rammer Jenny Hvals dramatiske sangskrivning en nerve.

Fredag rev hun den fjollede toga af oldtiden og fik os til at tænke over, hvor vi er, og hvad det er, der sker med os lige nu.

fortsæt med at læse

Jenny Hval giver os synth-fyldt og blodplettet pop på nyt album