Stemmen er en anelse rusten i kanten, men fuld af kraft og præcision, da Peter Gabriel fortæller os:
»This is the new stuff! This is the new stuff!«.
Vi er midt i ’Slegdehammer’. En sang, der engang var så sprudlende fuld af nyt stof, at den både var med til at ændre hitlistens anatomi i 1980’erne og sprænge rammerne for, hvad en musikvideo kan og vil.
Her 27 år senere kunne den blæsende art funk fra ’Slegdehammer’ stadig rive flertallet af de 6.500 mennesker i Boxen op af stolene. Og få dem til at danse, som om de var 17. Det var de færreste. Og det længe siden, at det var Peter Gabriel, man gik til for at få nyhedens chok.
Faktisk er det hele 12 år siden, at Peter Gabriel udgav et album med et nyt materiale, den kreative ild ulmer kun som en svag glød. Skrevet i stor respekt for manden, der var med til at grundlægge Genesis i 1960’erne, før han gik avantgardistisk solo i 1977 og med 1986-albummet ’So’ blev en overraskende superstjerne.
LÆS OGSÅ Peter Gabriels coverplade er usædvanligt vellykket
En lille dessert
I dag er 63-årige Gabriel mere optaget af at rode rundt med fordums styrke end med at genopfinde sig selv. Som instrumentversionerne af gamle sange på ’New Blood’ og den netop færdigudgivne ’Scratch My Back/ And I’ll Scratch Yours’ med lutter coverversioner.
Længslen bagud var ellers atypisk for Peter Gabriel. Men lørdag aften stod han altså her i Boxen og lignede en gråskægget udgave af Alfons Åberg. Utrolig sympatisk og sammen med det orkester, der var bag ham i 1980’ernes storhedstid. Klar til at gennemspille albummet ’So’.
Aftenens sange var sat i en ramme, Gabriel på et knoldet dansk præsenterede som »et måltid«. Først serverede de et akustisk set, så et elektronisk og til sidst ’So’, som »en dessert«.
Peter Gabriel og Radiohead bytter sangeVar det en opbygning, der åbnede for en udfordring af det gamle værk og gik fra rå skitser i en oplyst sal til en sammensmeltning med 2013? Nej, det var skabelonen for nostalgisk underholdning af højeste kaliber.
Efter et par lidt for magre akustiske versioner af sange som ’Come Talk to Me’ og ’Shock the Monkey’ var der mere krudt i kanonen med en strubebidende version af den rumlende ’Digging in the Dirt’, og muntre ’Solsbury Hill’ før ’So’ blev rullet gnidningsløst ud.
Last from the past
Lyden var upåklagelig, bandet spillede sin lige lovlig markerede og overspillede stil pletfrit, mens Gabriel sang med lige dele patina og patos.
Der gemmer sig stadig en hel rumrejse i hans manipulerede klang. Og publikum havde en fest ude i midtergangene, da den tyktflydende elekctrofunk flød fra ’Big Time’, og de hev efter vejret igen til de udsvævende prog rock-toner fra ’We Do What We’re Told (Milgram’s 37)’.
Nu er jeg hverken blind eller døv over for publikums begejstring, der fandt sit klimaks i ekstranummeret, ’Biko’, hvor salen overtog koret og hamrede den højre næve i vejret. Men helt ærligt: Der var ikke én tone, ikke én akkord, ikke ét stykke funky baslinje, der flyttede sangene ud af 1980’ernes fængsel.
Nej, trods to nye sange og mulige intentioner om at gøre aftenen til mere end bare et fællesshop ned i erindringslommen var Peter Gabriel kommet for at vinde publikums gunst som et teatralsk blast from the past.
LÆS OGSÅ Peter Gabriel kopierer den gode vinter
Det var mere tilbage end frem med gimmicks som de ældre musikeres koreograferede dans, en meningsløs leg med overdimensionerede terninger og den gentagne bandpræsentation, der skulle forsegle pagten med publikum.
Helt sørgeligt blev det, da den ellers uvurderligt smukke ’Don’t Give Up’ (med svenske Jenny Abrahamson som en lidt piget erstatning for Kate Bush) slog over i en reggaepastiche. Det havde de virkelig ikke behøvet.
Det blev lagt en dæmper på mørket og den majestætiske vælde. Her var ingen fare på færde eller chokterapi, der kunne katapultere os frem til 2013. Der var intet andet end en fornem imitation af noget, der engang var nyt.
For en musiker af Peter Gabriels ambitiøse støbning er det, hvad man kalder en kunstnerisk underskudsforretning.
fortsæt med at læse
