I lørdags skrev den engelske musikjournalist Peter Robinson en kommentar i avisen The Guardian om, hvordan 'The New Boring', som han kaldte det, er blevet en dækkende betegnelse for popmusik anno 2011. Som en velfriseret, men kedelig pendant til en hitlistekonge som popstjerne-dj'en David Guettas houseinficerede hedonisme.
Overgangsfase Med årets helt store engelske skønsangssensation Adele og hendes ufejlbarlige røst som spydspids, kalder Robinson 'The New Boring' for en overgangsfase i nutidig, engelsk popmusik, der godt nok er kedelig, men ikke desto mindre en tiltrængt modgift til dårlig dj-skabt dåsepop. Som det der i sidste ende vil bringe popmusikken tilbage på ret - og mere underholdende - køl igen. LÆS ANMELDELSEOverlast af stille ballader sænker skuden I forlængelse af Robinsons hudfletning af den engelske pops nye kedelighed, virker det påfaldende, hvordan engelske popoldboys som Peter Gabriel og George Michael på det seneste har flirtet med at puste deres bagkataloger op med hjælp fra klassisk musik.
'The Old Boring' George Michaels igangværende 'Symphonica Tour' og gode, gamle Peter Gabriels aktuelle 'New Blood'-album minder mest af alt om noget, som man kunne kalde 'The Old Boring' - den ældre generations søgen efter en ny vinkel på gamle sange. Der desværre bare gribes an på en noget, ja, kedelig facon.
LÆS OGSÅUnge britter lyder som Lucifers ungdomsklub Sidste år udsendte Gabriel den afdæmpede 'Scratch My Back', der udelukkende bestod af coverversioner af klassikere som David Bowies 'Heroes' og Paul Simons 'Boy in the Bubble', men også nyere sange som Arcade Fires 'My Body Is a Cage' og Bon Ivers 'Flume'. Akkompagneret af et klassisk orkester tilsat Gabriels stemme. Og nu er turen kommet til Gabriels eget bagkatalog.
Håndplukkede numre Men her er ingen 'Sledgehammer' eller 'Shock the Monkey'. På 'New Blood' er Gabriel veget uden om de åbenlyse hits og har i stedet håndplukket en række mindre indlysende numre fra solokarrieren.
LÆS OGSÅPoppens nye stjerner tør tude ud i musikken Alligevel overvælder 'New Blood' ikke, som 'Scratch My Back' gjorde med sine indfølte og originale nyfortolkninger - ganske enkelt fordi Gabriel oftest ikke rigtigt formår at rykke sine gamle sange nye steder hen.
For tungt bagi Hans sans for det storslåede parret med den intellektuelle tilgang til popmusikken i klassiske klæ'r bliver ganske enkelt for tung bagi. Med en samlet spilletid på over en time og en eklatant mangel på nytænkning i de omarrangerede sange er 'New Blood' et skuffende bekendtskab, der fungerer bedst, når Gabriel viser sit imponerende vingefang og musikalske mod. Det sker bare for sjældent.
Udfordrer kun i små glimt Men det er dét, der gør 'Intruder' til et noget overraskende højdepunkt. Her er den oprindelige, paranoide uhygge intakt, men får samtidig nyt liv med ulmende strygere og vilde pauker som klædelige substitutter for originalens pompøse og syntetiske firsertrommer. Ligeledes klæder det 'San Jacinto' med et overflødighedshorn af hvirvlende strygere på kække listefødder, ligesom Gabriels nærmest Tom Waits-agtige vokal på 'Red Rain' giver pondus til nyfortolkningen. LÆS OGSÅEnglands nye stjerne gik fra 'nobody' til diva på under et år Men som helhed lader 'New Blood' meget tilbage at ønske. Og tilbage står håbet om, at Gabriels klassisk instrumenterede livtag med bagkataloget virker ligesom Peter Robinsons forestilling om 'The New Boring': som en lidt søvndyssende overgang til noget sjovere. For Gabriel har stadig lyst til at udfordre rent musikalsk. Han gør det bare kun i alt for små glimt.

FACEBOOK