Man når over ti sange hen i koncerten, før han for første gang slår blikket rigtigt op og taler til det komplet udsolgte Jazzhouse:
»Nogle gange har jeg det med den her tour, som om Donna Summer havde besluttet sig for at tage på en akustisk tour med sine sange«.
Efter et kort øjebliks justering af guitaren fortsætter Dan Bejar :
»Jeg har ikke aldrig tænkt over det, før jeg nu siger det, men nu hvor jeg har sagt det, tror jeg, at jeg kommer til at tænke det oftere«.
Svær at ryste af sig
På sin altid sprogligt spidsfindige måde har Bejar ret.
Det er kontrastfuldt at se den 41-årige canadier stå rank og alene på scenen med en rødbrun guitar om halsen og spille sine sange i den mest nøjsomme form, der findes før a capella. En stemme og en guitar. Det er langt fra den virtuost afvekslende musiker, som Bejar har været i Destroyer gennem snart tyve år.
Da Bejar debuterede som Destroyer i 1996 var det med en lo-fi hjemmeproduktion, der fandt en plads et sted mellem Pavement og Guided By Voices. Siden blev lyden mere poleret, den forvrængede guitar fik fylde, og sangene gik i retningen af kammerpop.
På det seneste album, ’Kaputt’ fra 2011, var Destroyer havnet helt ovre i de tidlige 1980’eres softrock. Med radiovenlige melodier og glinsende saxofonsolo hver andet øjeblik.
Stenede canadiere holdt fløjlsblød 70’er-festMen nu stod en fåmælt Dan Bejar uden band en tirsdag aften i København og præsenterede sange fra hele bagkataloget. Og gav en intim koncert af den slags, man har svært ved at ryste af sig igen.
Fornem sangskriver (og sanger)
På ’Kaputt’ er en sang som ’Downtown’ en overdådig køretur gennem storbyens endeløse nat.
Her er kvindeligt kor, en Badalamenti-pulserende bas, en melodi fanget i forbifarten på FM-båndet og en saxofon, der er spillet med skjorten knappet helt ned til navlen.
I det tyst lyttende Jazzhouse var ’Downtown’ klædt helt af.
LÆS ANMELDELSE
Rocktrubadur får den udskældte sax til at lyde perfektBejar holdt sin stemme tilbage i den tunge rumklang, fandt en ny dynamik i underspillet og sang om forlist kærlighed. Kun skelettet stod tilbage. Og ligesom alle de andre sange, som Bejar spillede korte versioner af i løbet af en god times tid, demonstrerede ’Downtown’, hvilken fornem sangskriver (og sanger!) han er.
Tæt på 2001
Det kunne lyde som et lidt for smalt udtryk, men Bejars sange sidder ikke lårene af hinanden.
De er allerede rigt varieret, og med sit afvekslende guitarspil samt den mindre ivrige stemme fremkaldte Bejar den melodiske råstyrke i hver af Destroyer-sangene. Og sugede al opmærksomhed til sig fra indie-publikummet med deres huer, skævt klippede frisurer, fuldskæg og polkaprikkede kjoler.
En del var fra ’Kaputt’, men den nedbarberede koncertform lå tættest på Destoyer-albummet ’Streethawk: A Seduction’ fra 2001. Herfra fik vi da også både ’Helena’ og ’Farrar, Straus and Giroux (Sea of Tears)’. I en enkel opsætning, der blotlagde de dylanske aner i Bejars stemme.
Men også den skælvende David Bowie anno 1969 dukkede op. Ikke mindst på 'European Oils', hvor det piblende klaver var væk, men ordene stod tilbage: »We should've run for our lives!«.
Ved at forstå debuten
Og lige præcis Bejars ofte kryptiske tekster fik andre nuancer i det forskudte toneleje.
Bejars stemme kørte mere på kul end helium og gav sit i forvejen meget kryptiske tekstunivers nye sprækker. Aftenens indadvendte stemning gav god plads til, at man kunne tumle rundt i linjer som »So throw the old furniture in the fire/ as the children go barbaric behind the wire/ they’re just children«.
Han sang dem med lukkede øjne. Som om sproget sprang buk mellem associationerne bag øjenlågene.
I de koncentrerede rammer føltes det som en invitation til at kravle helt ind under krøllerne på Bejars uregerlige hår og begribe lidt mere, end man plejer. Uden dog at gå hjem med facit. For som Bejar bemærkede i forbindelse med sangen ’Streets of Fire’ fra Destoyers debut:
»Det er en af de første sange, jeg skrev. Jeg spiller den stadig, og efterhånden er jeg ved at forstå den«.
LÆS OGSÅ Nye Pornografer lever op til samtlige indie-fordomme
Meget flagrede hemmelighedsfuldt i luften, men tirsdag aften var der noget, der ikke var til at misforstå: den melodiske og ramsaltede skønhed i Destroyer.
fortsæt med at læse
