I spillestedet Vegas ternede labyrint er gadebaren ud til Enghavevej det mest intime koncertrum.
På Ideal Bar kan man ikke gemme sig eller holde afstand. Konfrontationen er kontant, og søndag aften trådte publikum hælene af hinanden og stod nærmest på tæerne af den klejne Angel Olsen fra St. Louis.
Det var pakket helt ud til de store vinduer, og med den medvind, som 27-årige Olsen har haft den seneste måneds tid, kunne hun sikkert have fyldt et noget større spillested.
Nogle gange overhaler en musikers eksplosive succes dog al planlægning, og derfor var det et lille selskab, der sluttede kreds rundt om Olsen og hendes lille band med bas, guitar og trommer.
En utrolig stemme
Men rummets på sin vis nådeløse karakter og publikums tavse forventning blev mødt af kølig distance fra Angel Olsen.
Til de slidte drømmetoner af John Lennons ’Imagine’ kom hun og bandet ind. Nærmest med ryggen til publikum og nedslåede blikke samlede de instrumenterne op, nogle stemte dem stadig, mens en stålsat Angel Olsen indledte med sangen ’Free’ og ordene:
»Oh my God, I need you close«.
En ironisk åbning set i lyset af Olsens udtryksløse ansigt. Hun lignede ikke en, der skulle have nogen så meget som en millimeter tættere på. Og i løbet af de første fire sange kommunikerede hun mere med lydmanden end med sit publikum.
Ikke en muskel fortrak sig i ansigtet, og læberne skilte sig kun nødtvunget. Men rummet klingede alligevel af den mest utrolige stemme. På en gang mørk og lys, forbløffende formsikker og helt udsat.
Sangerinde renser ud i beskidt affære med poetisk slagkraftAngel Olsens stemme balancerer på en knivsæg, men med kraft og svungne countryhyl rejste den Appalachernes bjergmassiv inde i sange som ’Tiniest Seed’ og ’Drunk And With Dreams’. Blikket var stillet på uendeligt og munden vredet en smule skæv, mens hun sang:
»And if you should touch me/ know that I made/ that I'm made of fire«.
Det lød mest som en advarsel. Og nu er det jo heller ikke jublende falbelader, Angel Olsen har skrevet. Hendes alternative countrysange kredser som gribbe over kærlighedens kadaver.
Måske var det ikke så meget nærkontakten som grundtonen i hendes sange, der gjorde hende så hård i filten. Men det kilede sig ind som et mellemrum i det saunavarme lokale.
Alene tilbage
Musikalsk faldt de små 50 minutters koncert i tre dele.
Først var der en lidt for pæn opbakning fra bandet. Fra Angel Olsens aktuelle album blev ’Forgiven/forgotten’ og ’Hi-Five’ afleveret uden den tiltrængte fuzz i guitaren og med for meget bly i bagen hos rytmesektionen.
Midtvejs begyndte bandet til gengæld at svinge, og med lo-fi-lyd i guitaren fik ’Sweet Dreams’ og ’High & Wild’ med det musikalske rivejern.
Til sidst stod Angel Olsen bare alene tilbage. Uden band og med en håndfuld af sine stærkeste sange. Ikke mindst den hymniske ’Some Things Cosmic’ og en afdæmpet, men rørende version af ’White Fire’ med den rammende linje: »the tears blew out my eyes«.
LÆS OGSÅ Bag de canadiske øjenlåg slår popsangene kolbøtter
Og pludselig var rollerne byttet om. Det var publikum, der blev forlegne i mødet med Angel Olsens blottede smertepunkter. Og frem til den afsluttende ’May As Well’ tryllebandt hun os med sine lavmælt melankoli.
Vi blev indkapslet, og stemmens skrøbelige skønhed var den eneste nødudgang. Her viste Angel Olsen, at hun er gjort af et ekstraordinært stof.
Næste gang hun spiller her i landet, bliver det på en større scene. Forhåbentlig med plads til mere end et enkelt flygtig bemærkning og snak med lydmanden.
fortsæt med at læse
