Da alle efter to en halv times intens koncert rejser sig for at hylde hende, lægger hun sig på knæ ved scenens kant og takker i stedet alle os ude i mørket. »Tak for en fantastisk aften. Det tager vi med os. I morgen, når vi vågner, har vi mange flere kræfter at fortsætte med«, nærmest hvisker hendes hæse stemme. Og så bøjer hun sig frem og giver ham et stort knus. Ham, der flere gange i løbet af aftenen har fumlet rundt og lyst op med sit lange, hvide hår ved scenen. En enkelt gang har en vagt ligefrem lagt sin arm omkring ham og eskorteret ham ud af salen, så han i hvert fald ikke forstyrrede nogen.
Råstyrke direkte op af jorden Sangerinden og orkestret er ramt af sorg over ægtemanden og komponisten Thomas Koppels død i marts i år, men her er ikke desto mindre fortsat plads til alt og alle. Det er en del af storheden ved Savage Rose, der nu mere end nogensinde er synonymt med Annisettes vildtfavnende kvindestemme i dansk rock. Man kunne på forhånd indvende, at det er for meget sådan at drage på turne rundt i landet med start en tåget onsdag aften i Grenaa for at udstille og bearbejde sin sorg foran et nærmest andægtigt publikum. Oven i købet på en scene, der i enkelte numre var prydet af et stort fotografi af Thomas Koppel. Men indvendingerne bider bare ligesom ikke på Annisette og Savage Rose. I selskab med det band er vi virkelig i samme båd og prisgivet de naturkræfter, bandet og sangerinden synes at stå i direkte ledtog med. Helt frem til de i situationen indlysende ekstranumre, ’I kan ikke slå os ihjel’ og Chaplins ’Smile’, virker det, som om Annisette simpelthen gennem sine bare fødder haler råstyrke op fra jorden langt nede under scenen. Forstuvet fod efter indianerdans Det er så let at gøre nar ad Savage Rose og Annisette, alle de rigtige meninger, solidariteten og medmenneskeligheden. Men kynikerne kan glemme det, kan de, for sangen – denne musikalske urkraft kan de aldrig tage fra hende. Se hende give sig i kast med ’Dear Little Mother’ fra den ældgamle ballet ’Dødens triumf’.

Og endnu en gang forvandle den til livets glødende triumf og sin egen personlige trumf. Engang sang hun den som den unge, uovervindelige pige med stemmen fuld af sensualitet. Nu står hun selv som netop denne kære lille mor på scenekanten, 57 år, mærket, men spillevende. Med en forstuvet fod efter sin indianerdans på scenen, men stadig dansende. Det formidable band spiller med en intensitet og en glød, som var der tale om en hyldest til komponisten bag musikken, Thomas Koppel. Det er umuligt at høre i den påtrængende ’Your Daily Gift’, den intense ’Song Of Palestine’ den fuldkommen triumferende ’Wild Child’ og den funky strittende ’Black Angel’, at dette er den første koncert på en lang turne. Annisettes stemme et magisk samlingspunkt Der er flow og svaj i de strømninger, der hviskes og piskes frem omkring Annisettes stemme, der nu er det magiske samlingspunkt, som giver musikken mål og retning. Musikalsk er det en ren fornøjelse. Den unge Palle Hjort har indtaget Thomas Koppels tangenter og harmonika med sin helt egen djærve energi, gamle Peer Frost er tilbage ved den guitar, der stadig lyder lige så syregrøn som i tresserne, Moussa Diallo er rullende funky på bassen, og amerikanske Raoul Rekows percussion får sammen med Klaus Menzer rytmerne til at soppe og svuppe. Et fornemt orkester og en sangerinde i fortsat verdensklasse med en fandens vigtig sang på læberne. Den sang, der i al sin storslåede, men fuldstændig ublærede og prunkløse enkelhed går ud på at prise livet og samtidig tage det alvorligt nok til at bruge det til noget. Det er et budskab, vi stadig har brug for at høre, og sjældent har det lydt så godt som i hænderne på denne udgave af Savage Rose. Velkommen tilbage.