I al sin prægtige banalitet er noget af det sværeste, vi små dumme mennesker, udsættes for i dette liv som bekendt at finde os selv. For nogle falder opgaven let. Andre sender sig selv ad lange, plagsomme omveje, inden de indre dimser falder i hak, og man fremstår som det menneske, man er.
På godt og ondt, men i hvert fald med en synlig bund, der er solid nok at lande på og rejse sig op fra igen. En af dem, der skulle øve sig i hele 51 år for at finde og stå ved sig selv, er Michael Falch. Efter i sine åbenhjertige sange at have tilstået et næsten livslangt misbrug af alkohol og smøger og fortalt om en skilsmisses store smerte fremstår han så hel og alligevel fuld af fejl, som vi mennesker nu engang er. Og som en rocksanger, der har genfødt sit potentiale og er bedre end nogensinde tidligere i en lang karriere. »Jeg har lært at prøve at få det bedste ud af enhver situation i stedet for konsekvent at gå efter det værste«, som han selv udtrykte det foran et vennesælt publikum i Støberihallen i Hillerød torsdag aften.
