Dansk jazzpianist var som en blind i ukendt land

Darling. Søren Kjærgaard har igennem flere år været en vigtig skikkelse på den danske jazzscene.
Darling. Søren Kjærgaard har igennem flere år været en vigtig skikkelse på den danske jazzscene.
Lyt til artiklen

Der var kun glimtvis liv i de ’indtryk’, som pianisten Søren Kjærgaard gav af Alice Coltranes musik, da han lørdag eftermiddag afsluttede den lille koncertrække ’Impressions of’ på Københavns Hovedbibliotek, hvor også pianisterne Jeppe Zeeberg og Jacob Anderskov har optrådt.

Men det er heller ikke nogen let opgave at skulle revitalisere en musik, der i kompositorisk forstand næsten forsvinder mellem hænderne på én i sin mangel på tonal spænding og struktur og i udpræget grad er knyttet til den lyd og musikalske praksis, som ophavskvinden dyrkede.

Stjernemøde i den københavnske undergrund var kaotisk og poetisk

Sær poesi

Den amerikanske tangentspiller og harpist Alice Coltrane, gift med jazzlegenden John Coltrane, var nemlig især optaget af Østens musik, af ragaer og åbne, modale forløb, som hun blæste liv i med sit legendariske Wurlitzer-orgel, sit fejende harpespil og sine altid gode rytmemusikere med tilknytning til den amerikanske jazzavantgarde.

Så hvad skulle Søren Kjærgaard stille op? Han havde i tilgift til flyglet på biblioteket medbragt et lille arsenal af elektroniske keyboards, effektenheder og samplede lyde. Og han lagde ud med en stemningsfuld gospelrundgang.

Og selv om der i en passage var sær poesi i den måde, hvorpå Kjærgaard famlede sig vej på det elektronisk forvrængede flygel som en blind i ukendt land, manglede der generelt beslutsomhed og retning i hans laboratorieagtige vekslen mellem de forskellige instrumenter.

Cage-hommage stillede spørgsmål til moderne jazz

Lidt elektronisk farvet drone, nogle arpeggios på synthesizeren som ekko af Coltranes harpestrøg, basfiguren fra ’Journey in Satchidananda’, som ikke rigtig blev til noget. Måske var det rytmisk drift, vi manglede, en fast forankret puls, der kunne fungere som det suggestive grundlag for fabulerende improvisationer. Måske var det holdbare ideer. Måske var det simpelt hen en tro på projektet.

Man sad efterfølgende med en uindfriet forventning. Så selv om det på papiret var en spændende idé at genopdage Alice Coltranes personlige bidrag til den etnisk vidtrækkende jazztradition, så var det altså lettere sagt end gjort.

Christian Munch-Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her