For to år siden bortauktionerede svenske bob hund deres instrumenter.
Ved en festival i Helsingborg solgte det punk-burleske orkester indholdet i deres musikalske værktøjskasse. Ikke en langsigtet løsning, som ville høste klapsalver fra velfærdssamfundets hær af pensionsrådgivere.
Men for det seks mand store band handler det om igen at sætte sig selv på spil som rockband. Viske indgroede vaner og faste holdepunkter væk. Genskabe den vægtløse fornemmelse af at suse ud gennem et hul i normaliteten, der siden 1991 har været essensen af bob hund. Og de har stadig Thomas Öbergs uimodståeligt skånske stemme.
Lånte instrumenter
I 1990’erne var bob hund hyppige gæster i Danmark og uden sammenligning Skandinaviens mest intense koncertoplevelse.
I dag giver de kun få, eksklusive koncerter, der bygger på en generøs præmis: Publikum kommer med instrumenterne, som bandet låner for en aften.
Som operachefen i Malmø, der sidste år stillede operaens instrumenter til rådighed. Resultatet blev ’#bobhundopera’, hvor bob hund døde og blev født på ny.
Lørdag aften genopstod bob hund atter for en enkelt aften. Denne gang som enestående liveband på danske instrumenter i Jazzhouse. Med stor musikalsk bredde og den brændende Thomas Öberg i front.
Han gennemspillede ikke bare velkendte ritualer med Iggy Pop-vrid i overkroppen, spring fra stolen og nærkontakt med publikum.
Han gjorde det med en djævelsk elegance, der brændte af nødvendighed og præcision i stedet for at være det manierede ekko af ungdommens desperation, et band som bob hund kunne være endt som.
Man måtte bare give Öberg ret, da han i bar overkrop, perlekæder, zorromaske og lange sorte handsker konstaterede:
»Hvis rock’n’roll er et menneske, er bob hund det sidste, bankende hjerte i en død patient«.
Kultband med dedikeret følge
bob hund var ikke kun i København for at låne instrumenter.
Fredag aften opførte de musikken til 1929-stumfilmen ’Manden med kameraet’ på Betty Nansen Teatret, og lørdag var en længere seance, der bød et udsolgt Jazzhouse på bob hund-øl, gamle vhs-optagelser af det unge bob hunds koncerter og deres faste grafiker, Martin Kann, i T-shirt-boden. Han har skiftet den nye bob hund-piberygende maskot ud med et kranie.
I garderobekøen stod en fyr og trak lidt i den himmelblå T-shirt med pibehunden på:
»Jeg husker den som lidt længere i det?«.
Der var mange, der havde trukket en gammel T-shirt på. Der blev talte om dengang, bob hund gav deres første koncert på Roskilde Festival, og Öberg havde brækket benet. Eller den første på Loppen, hvor Öberg kravlede rundt på spillestedets træbjælker.
Digter sætter rock til guldaldermalerierbob hund er et kultband med et dedikeret følge. Bandet har både overlevet sig selv i engelsk forklædning og storhedstidens opmærksomhed.
Tyve år efter den første gang klemmer folk sig frem mod scenekanten for at røre og skubbe til fjervægteren Öberg.
Han svarer bredt smilende igen med at synge både nye og gamle sange. En avant-punk slagerfest fra ’Låtar som miljarder’ og ’Skal du hänga med? Nä!!’ til ’Nu är det väl revolution på gång?’ og ’Tinitus i Hjärtat’ – med forklaringen:
»Vores hjerter slår dobbelt så hurtigt som alle andre menneskers på Jorden«.
Ulige Numre er blevet en lidt for velsmurt rockmaskineBag Öberg bevæger bandet sig frygtløst uden for konventionernes snævre rammer. Med et tight groove og dynamiske spændingskurver, der viser arven fra Pixies, spænder de fra surf til disco, fra lo-fi og valsende folkeviser til den flotte ballade om døden:
»Ah Döden, hör min fråga/ kan du sparar dom/ som vi tyckar om ennu et år?«.
Alt skal bort
Mellem guitaristerne Conny Nimmersjös støjudladninger og Johnny Essings finurlige melodier, mellem Jonas Jonassons synthklange og Mats Hellqvist stovte bas bød bob hund os »Välkommen til vår lilla planet«. En planet ude af kurs – fordi det er os selv, der bestemmer retningen.
Her kan man gå i opløsning for at dukke op igen for at træffe et andet valg end at gå i takt med alle andre. Det er dét, kunstværket bob hund går ud på.
Roskildes identitet står skarpt i det nye, danske festivallandskabEn tatoveret arm holder mikrofonen for Öberg, mens han tager os ud i det smukkeste frie fald til sidst:
»Jag rear ut min själ/ allt skall bort!«.
Efter at Thomas Öberg er kravlet mellem publikum og over scenen som afslutningen på koncerten, fortsætter begejstringen mellem öl og Martin Kanns tegninger i baren.
Öberg dukker op med et flakkende blik i zorromasken og leder efter ham, bob hund havde lånt maracas af. De var gået i stykker.
Öberg er frygtelig ked af det, men ejeren griner begejstret mellem sine store Neil Young-bakkenbarter. Han er lykkelig.
Hans maracas gik jo til grunde på en aften, hvor bob hund genopstod som Skandinaviens ubetingede bedste liveband.
fortsæt med at læse
