Lisiecki bukkede også pænt femte gang, han blev kaldt frem efter en fortolkning af Chopins første klaverkoncert, der afsøgte alle afkroge af flyglets muligheder. Han smilede også venligt, måske lidt stift og hurtigt. Som enhver anden 20-årig foran en stor forsamling.
Og så satte den canadiske pianist med aner i Chopins Polen sig ellers til tangenterne og spillede komponistens nocturne i cis-mol som ekstranummer så naturligt og ligefremt og alligevel dybt seriøst, som om han stilfærdigt og roligt fortalte sin bedste ven om en drøm om en anden verden.




























