Sorgen skyllede som bølger ind over Sufjan Stevens-koncert

Sorgbølger. Sorgen var mærkbar i hele salen. Men den blev især markeret, når vi fik et afbræk fra den igennem Stevens' ældre numre med et højere tempo og færre melankolske undertoner.
Sorgbølger. Sorgen var mærkbar i hele salen. Men den blev især markeret, når vi fik et afbræk fra den igennem Stevens' ældre numre med et højere tempo og færre melankolske undertoner.
Lyt til artiklen

Det er fire år siden, den amerikanske singer-songwriter Sufjan Stevens gæstede Danmark.

Dengang var han iført store englevinger og strålede euforisk og udadvendt under hele koncerten. De landsdækkende musikmedier gav ham seks ud af seks på karakterskalaen og berettede begejstret om den ganske særlige koncert og stemning, de havde været vidne til.

LÆS POLITIKENS ANMELDELSE

Sufjan Stevens gav den mest opløftende koncert i mands minde

Det var derfor ikke så mærkeligt, at mandagens koncert var udsolgt, og Falkonersalen summede af forventning, inden han skulle optræde.

Sufjan Stevens plejer at have overraskelser med sig, når han spiller; rekvisitter som balloner, udklædninger og konfetti, ansigtsmaling, baggrundsdansere og meget mere. Nogle gange befinder hans koncerter sig ligefrem i grænselandet mellem børnefødselsdag, rave og folkeskoleteaterforestilling.

Kulthelte rockede Koncertsalen med energisk avant-pop

Men året efter Sufjan Stevens glædesfestkoncert i 2011 døde hans mor, Carrie. Moderen, som havde forladt ham hele to gange i sin levetid, og som han derfor havde et distanceret forhold til. Sufjan Stevens’ sorg over tabet af moderen er temaet på albummet ’Carrie & Lowell’, som udkom i år.

Da Stevens trådte ind på scenen og sang nummeret ’Death With Dignity’ fra det nye album, var det hans opvækst, der trådte med ind på scenen. I baggrunden var der visuals med grynede lysbilleder med glimtvise glædesmomenter. Stevens sagde ikke et ord til publikum under hele første del af koncerten. I stedet talte han til publikum gennem sorgen og sine sange.

Sorgen var mærkbar i hele salen. Men den blev især markeret, når vi fik et afbræk fra den igennem Stevens’ ældre numre med et højere tempo og færre melankolske undertoner. ’Versuvius’ fra ’Age of Adz’-albummet fra 2010 fungerede særlig godt og kom i forlængelse af en ambientklingende version af ’All of Me Loves All of You’.

Stemningen løftede sig, da der også blev gjort plads til Stevens’ pophjerte på scenen, men koncerten manglede flere af den slags afstikkere fra de sorgfulde sange. Første halvdel af koncerten blev afrundet med en version af ’Blue Bucket of Gold’. Den lød en anelse langtrukken med sin lange eksperimenterende støjoutro, som skam var smuk, men sagtens kunne have været kortere.

Lucia Odoom

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her