Hvis man én gang i livet vil se hele Richard Wagners ’Nibelungens Ring’, er chancen der nu.
Omkring to af verdens bedste Wagnersangere i deres generation, Tina Kiberg og Stig Fogh Andersen, er samlet et forrygende hold musikere, sangere og entusiaster i Christians Kirke på Christianshavn.
Jeg har set ’Ringen’ trindt omkring i Europa, Bayreuth, Aarhus, København, Reykjavik såmænd (det er jo en saga), og haft mange store oplevelser. På den begrænsede baggrund tror jeg ikke, det bliver bedre end lige nu og her i København.
LÆS OGSÅ Storslået Wagnergalla var fire timers operafornøjelse
Det kan blive større, anderledes og mere pragtfuldt på Metropolitan eller i Wien, og selvfølgelig kan et orkester på 18 mand ikke matche de hundrede piber, trommer og tubaer, der sidder under scenen i Wagners eget festspilhus dernede i Bayern.
Men jeg tror ikke, at man noget sted får en større personlig oplevelse end her i kirken, og jeg tror heller ikke, at man kommer tættere på, hvad ’Ringen’ egentlig handler om – og hvad det i det hele taget er for noget, alt det der Wagner-noget.
Og hvis man savner alle de Bockwurst og Bratwurst, man spiser i pauserne på Den Grønne Høj i Bayreuth, kan man bare gå hen til pølsevognen på Christianshavns Torv.
I strid med Wagner
Selvfølgelig er det lidt af en jernmand sådan at sidde hele ’Ringen’ igennem, endda på en hård kirkebænk.
Mens ragnarok søndag rullede over scenen i Christians Kirke, løb, cyklede og svømmede et par tusind andre jernmænd rundt i København og testede sig selv i Ironman Copenhagen. Kronprins Frederik fik en tid på ca. ti timer, og det fik Richard Wagner også i den version, vi herlige helte vaklede ud fra i tusmørket.
Under ledelse af overentusiasten Niels Borksand er ’Sagaen om Ringen’ sat op i en bearbejdet version, hvor ’Ringen’s oprindelige spilletid på samlet cirka 14 timer er skåret 4 timer ned. ’Ringen’s spilletid er under alle omstændigheder et spil med tiden, en indre tid som hos Marcel Proust, en ydre tid på scenen og i orkestret.
Pierre Boulez kom i 1970’ernes Bayreuth gennem ’Århundredets Ring’ på 13 timer og 45 minutter. Hans Knappertsbusch brugte i 1950’erne 15 timer og 20 minutter (man sagde, at han brugte afrivningskalender i stedet for metronom).
Og her i Christianskirken står den 69-årige Niels Borksand og dirigerer i enhver forstand som en ung mand: høje tempi, utroligt mange slag og masser af energi. Det er en fornøjelse, det er moderne Wagner, og det er vildt musikalsk:
Der sidder træ- og messsingblæsere, der sidder harpe, pauke, orgel og strygere i dét orkester, som kan konkurrere med enhver wienerfilharmoniker. Og totalt i strid med Wagners egen idé, at orkestret skal gemmes inde under scenen, så lyden ligesom emanerer ud af ingenting, har vi her musikanterne oppe i lyset foran scenen, så de syner som et cirkusorkester. Herligt!
Wagner-udgivelser fejrer komponisten med både hån og hyldestI det hele taget er dette en forestilling, der syner. Christianskirken er jo et barok-teater, hvor man ser og bliver set, hvilket er så anti-Wagnersk som noget: Det var ham, der krævede lyset slukket i salen, da ’Tannhäuser’ havde premiere i Paris, og lige siden har vi alle siddet i mørke i alverdens teatre.
Men her i Christianskirken under de venezianske lysekroner (tæt på sprængning et par gange under Tina Kibergs Valkyrieridt), kan alt og alle ses – endda også på skærmene bag scenen.
Dette er narcissisternes Ring, dette er vores Ring: pointen udnyttes indtil allersidste billede. Og man kan rolsigt sige, at vi er langt fra det buldermørke, som Lars von Trier vist nok havde ønsket sig, at hele Ringen skulle spilles i, hvis han havde sat den op i Bayreuth.
Ringen i et medie-univers
Forfatteren Villy Sørensen skrev i 1987, da Ringen blev opført i Århus, at hele dramaet i en vis forstand handler »om tabet af en oprindelig harmoni og ønsket om at genvinde den – et tab, der har karakter af et ødelæggende indgreb i naturen (...) Den frie helt, som Wotan drømmer om, er det hele menneske, som ikke mere er i splid med sig selv og andre, men i pagt med naturen«.
Dette er den gode drøm, den økologiske og humanistiske længsel. Men det er også den onde drøm, Hitlers drøm og Hamsuns sult – den drøm, som Karl Ove Knausgaard kredser om over tusind sider i sjette bind af ’Min kamp’. Her får Wagner sin hilsen fra Knausgård, der citerer Hitlers levnedsbeskriver Ernst Hanfstaengl:
Unge Adolf Hitler er »sådan en rar mand, men han har de mest bemærkelsesværdige humørsvingninger«. Men lyden af Wagners Meistersinger, som Hanfstaengl spiller for ham på klaveret, »berørte ham fysisk, og da jeg pløjede gennem finalen, var han i strålende humør, alle hans bekymringer var forsvundet (…)«.
Wagnerianere kender følelsen, Wagner fører ind i et farligt felt, og Knausgårds kredsen om ur-længslen efter det ægte og oprindelige er nok den bedste introduktion til Nibelungens Ring, som p.t. fås på markedet.
Også fordi Knausgård jo kredser om sig selv på en måde, som bringer tankerne hen på overguden Wotans udbrud i ’Valkyrien’: »Med afsky ser jeg / altid mig selv / i alt, hvad jeg end har virket«.
Villy Sørensen citerede Wotan på denne måde i 1987, og det er ikke den eneste forbindelse fra de års Wagner i Århus til disse dages Wagner på Christianshavn:
Stig Fogh Andersen lader som sagt det hele udspille sig i et narcissistisk medie-univers af tv-skærme, aviser og videokameraer med to virkelige skurke, Rupert Murdoch og Berlusconi, svarende til Ringens to skurke, undermennesket Alberich og overguden Wotan (som Fogh anser for skurk).
Det giver mening, skønt som scenografi og greb om iscenesættelsen fungerer det kun lige akkurat.
Søgte det tidløse
Det var Richard Wagners børnebørn, brødrene Wieland og Wolfgang, som efter Anden Verdenskrig skabte en ny Wagner-stil, der løftede operaerne ud af den tunge stilstand i halvmørke skovscenografier og satte lys, bevægelighed og menneskelighed i stedet.
Jeg havde det held at møde og interviewe Wolfgang Wagner (1919-2010) nogle gange, blandt andet i Reykjavik i 1994, da Niflungahringurinn blev sat op som én lang, seks timers forestilling (»lovlig hård for mit siddeflæsk«, sagde Wolfgang).
Denne Wolfgang var opvokset i Wagner-familiens Villa Wahnfried, hvor en vis onkel Adolf – Hitler – havde sin jævnlige gang i årene op til og under Verdenskrigen.
Biografi: Wagner var en kvindeforfører i lyserødt undertøjWolfgang havde et overblik, også over den danske Wagner-tradition, hvor stjernetenoren Lauritz Melchior (1890-1973) »var den sidste store, misforståede Siegfried: Den frygtindgydende teutonske helt i den vældige, mørke tyske skov«.
Men, sagde Wolfgang Wagner:
»Min farfar var jo slet ikke ude efter at skrive nationalistiske, tyske operaer. Han søgte det urmenneskelige, det arketypiske, det tidløse. Siegfried er simpelt hen den totalt fri og ubundne helt i modsætning til andre af operaernes hovedpersoner som Wotan og Mime, der er voldsomt belastet af deres fortid og aftaler og bindinger i alle retninger.«
»Alt, der har liv, ender«
De unge og yngre sangere og musikere, et par af dem decideret i verdensklasse, der nu synger og spiller omkring Tina Kiberg og Stig Fogh Andersen, fører den lyse wagnertradition videre.
Jeg har valgt »ingen nævnt, ingen glemt« for at forsøge at finde ind til forestillingen ad andre veje. Sangerne synger hver især flere forskellige partier, hvilket i sig selv giver en særlig energi, et humør som i Peter Brooks berømte opsætning af ’Carmen’ med fire sangere.
Ringen på Christianshavn er i en vis forstand kulminationen – eller den ultimative værkstedsudgave – af det arbejde, som dirigenten Francesco Cristofoli og instruktøren Klaus Hoffmeyer påbegyndte i Århus i 1980’erne, og som Kasper Holten byggede videre på med sin feministiske Ring på Operaen i København i årene 2003-2006.
LÆS OGSÅ Fantastisk Isolde redder køn og kedelig Wagner
Det har sin egen undergangsfortælling, at vi her i Wagner-året, 200-året for komponistens fødsel, ikke skal se den store Wagner-forestilling på Operaens store scene. Det sker nogle hundrede meter derfra i en kirke, men som jord-gudinden Erda spår allerede i Rhinguldet: »Alt, der har liv, ender«.
Ringen ender i Ragnarok, med bål og brand: med ild. Og Ringen begynder i vand, dybt under Rhinen. Det er så elementært som ild, vand og jord, og jeg tror altså ikke, man får den elementære Wagner-oplevelse bedre end netop nu på Christianshavn.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
