Endnu bedre gik det i det efterfølgende nummer, Jim McNeelys arrangement af Bill Evans' 'Two Left Feet', hvor tenorsaxofonisten Hans Ulriks solo for mig blev eftermiddagens uovertrufne højdepunkt. Men så var øjeblikket også inde for at Lisa Nilsson kunne komme ind på scenen, selv om dirigenten Nikolaj Bentzon som en særdeles snakkesalig sprechstallmeister, der vekslede mellem det påtaget distræte og det domptøragtige, koncerten igennem gjorde sit til at forsinke begivenhedernes udvikling. Og lad det straks være sagt, at Lisa Nilsson faktisk gjorde det flot, om end ikke alt lykkedes. Det sidste skyldtes, at man så tydeligt kunne fornemme, hvad hun var hjemme i, og hvad hun var mere usikker overfor. Sit første nummer, 'Imagination' sang hun med smuk klang på stemmen og en fin evne til at hvile i fraseringerne. Det samme gjorde sig gældende i den kønt afstemte præsentation af 'You Are Too Beautiful', hvorimod overdramatiseringen i reprisen ikke længere havde hold i ordene. Det kunne et mere neddæmpet akkompagnement måske have forhindret. Med Crusaders' 'Never Make Your Move too Soon' var Lisa Nilsson imidlertid helt i sit es, afleveret med et overskud og en frigjorthed, der virkede aldeles overbevisende. Men dybest rørt blev man, da hun sang på sit modersmål. For som Nikolaj Bentzon rigtigt påpegede, så er der noget ved det svenske sprog, der lader nogle særlige kvaliteter træde frem. Hos Lisa Nilsson er det et indre lys i stemmen, der lykkeligvis undgår at skride ud i det højtidelige, men tværtimod formår at bevare dens jordnære karakter. Før pausen hørte vi det i 'Var det du?', ledsaget af Thomas Frylands fornemme flygelhorn, og efter pausen i 'Min man' og 'Var finns det nu?', en bluesagtig ballade, der ligeledes havde sin egen svenske tone. Mod slutningen af koncerten gik der for meget Las Vegas i den. I verset til Cole Porters 'Just One of Those Things' overdrev Lisa Nilsson koketteriet, men refrainet sang hun med det rette rytmiske punch. Helt galt gik det til gengæld i ekstranumret, 'I Can't Give You Anything But Love', der skulle forestille at være sjovt, men snarere var flovt. For at give den som talentløs sangerinde kræver det talent af en anden slags end det, Lisa Nilsson er i besiddelse af. Desværre noget af et antiklimaks efter en koncert, som man ikke desto mindre vil mindes for dens gode stunder.