Men som afsæt for at spille værker af Luciano Berio kan man tilgive programlægningen meget. Som overgang fra Schuberts 8. til den mildt sagt langt mere ufuldendte 10. symfoni fungerede Berios folkesange smukt, med Marianne Rørholm som en professionel tolker, ikke udpræget individuel i tilgangen måske og måske i underkanten af det farveflor, de 11 meget forskellige sange lægger op til. Sjællænderne honorerede slet og ret imponerende de høje krav til soloindsatser, fra den travle bratsch i 'Black is the Colour' over træblæserne i 'I Wonder as I Wander' til de bimlende klokker i 'A la femminisca'. Men det var Berios 'færdiggørelse' fra 1989-90 af det overlevende fragment fra, hvad Schubert ville gøre til sin 10. symfoni, der var aftenens overraskelse for mig. Valøren overalt er Schuberts, også i den hyppige fugemasse, der er Berios egen. Et postmoderne, stedse fascinerende puslespil, hvor gedigen wienerklassik opløses i svævende harmonier, og hvor man snart hører Beethoven, snart Schumann, snart Mahler. Et mægtigt brus af lyd, en dejligt upædagogisk slentretur gennem nyere vestlig musikhistorie - og magtfuldt forløst.