0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rocken i kroppen

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det var lige præcis denne stadig mere satte og pompøse musik, den punk, der for 17 år siden fødte D-A-D, var en reaktion imod. En sikkerhedsnål gennem det selvtilfredse fjæs på levebrødsmusikanterne. På den led kan man godt sige, at D-A-D har sluttet ringen med 'Soft Dogs', der i sit let tilbagelænede og musikalsk tilbageskuende univers da også har modtaget så mange nådesløse bid fra kritiker-koblet, at man kunne frygte at stå med et gennemgnavet gummikødben ved turnepremieren i Roskilde.

Før det skulle åbenbare sig, havde Allan Vegenfeldt fået lov til at lufte den gamle rockkøter som opvarmning. Vegenfeldt, der er vendt vitalt og varmt tilbage med albummet 'Free Your Mind' slog fra sig som veltilpas frontmand for et bidsk band, der over bassist Mick Grøndahls virkeligt sejt sumpede groove, hurtigt fik fat, hvor det kan gøre både ondt og godt, nemlig i nosserne. Der holdt Vegenfeldt og kompagni fat gennem et kort, men yderst antændt og veloplagt sæt, som klart viste, at denne fremragende sanger stadig har og bør have en stor plads på den danske rockscene.

Den var således på alle måder klar til det, den kogende udsolgte sal forventningsfuldt så frem til: et glammende galehus, befolket af københavnske gadekryds og overhunde. Ledsaget af forudsigelige hyl mod månen og bryske bjæf, sprang de forvoksede hvalpe endelig frem i lyset.
Klar til take off med 'Hey Little Aeroplane' der straks demonstrerede, at D-A-D i hvert fald selv tror fuldt og fast på det nye materiale og spiller sangene som gjaldt det livet.

Selv om det er uheldigt, at man først udgiver et nyt album dagen inden turnestart, stod gruppen ved de nye sange og blæste i koncertens start en hel serie af hen over et let forvirret, men aldrig troløst publikum.

'The Truth About You', 'Soft Dogs', der jo har en næppe tilfældig lighed med begrebet 'soft drugs' og 'So What?' rullede sig ud, kun afbrudt af en torndende 'Evil Twin', som gruppen selv kalder 'heavy metal Aqua', men som er en energisk forløser af den type, man godt kan savne på 'Soft Dogs'. Her får man til gengæld sange, der ikke forivrer sig for at komme frem til en punchline med power og pragt, men som roligt folder sig ud. Derfor blev numre som især 'So What?' og 'The Truth About You' hængende som en lavt rumlende og rullende tordenbyge i lang tid i Roskilde.

Modgangen syntes at have modnet D-A-D, som stort set afholdt sig fra at fremvise klenodier og tricks fra drengerøvsklubben samt mere eller mindre malplacerede effekter. Eneste shownummer er de kameraer, som blandt andet fra Jesper Binzers mikrofon sender mystiske, men vellykkede billeder op på storskærm bag gruppen gennem psykdeliske slør. Mennesket og musikken i centrum er D-A-D år 2002 og det er klædeligt, selv om der måske er blevet mere alvor og mindre fest. For selvhøjtideligt bliver dette orkester aldrig.

Hvis man engang har været til party på 'Rim Of Hell', som gruppen fyrede af som en svejseflamme af sammenbidt energi, ved man godt, hvad der får hundene til at gø. En slagserie af 'Everything Glows', 'Reconstrucdead', 'Bad Craziness' og 'Simpatico' gjorde resten af det hårde arbejde for et koncentreret og velspillende band.

Der var bid, nerve og nødvendighed i stort set alt, hvad kvartetten foretog sig ved en turnestart, der måtte imponere med en godt tilrettelagt sætliste med indbygget rod, der gør disse D-A-D-koncerter langt mindre strømlinede end turneen med 'Everything Glows'. Det er muligt, at varen ikke er stor kunst, men D-A-D live leverer den så afgjort, som var det tilfældet. Og det er sådan set en stor kunst i sig selv, der gør kvartetten til et af verdens bedste bands.

Når D-A-D er så stålsatte, som torsdag aften, spiller bandet rocken helt ind i kroppen. Det er et sanseligt stød, et los i hængerøven og et løft til den del af underholdningen, der foregår i underlivet. Spørg bare de 2.000 roskildensere, der sejlede ud i den iskolde nat på søer af fadøl og lidt mere mod på tiden indtil foråret. På gulvet lå en slagmark af plastikkrus og fodspor i fadøl. Arkæologiske aftegninger fra den brug og smid væk-kultur, D-A-D så sejlivet har kæmpet sig igennem.

På scenen havde bandet måske nok sluttet ringen om sin egen historie, men de kunne i så fald forlade den som herrer af både rockens ring og ringetonerne for de hårdt belastede ører. Brødrene Binzer, bassist Stig Petersen og den i Roskilde endnu en gang utroligt dynamiske Laust Sonne bag trommerne går ikke i ring, men bevæger sig stadig længere indad med små, men sikre skridt. Derfor blev turnestarten i Roskilde en ind i kroppen-oplevelse af de absolut bedste.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu