Med den krumme næse stræbende himmelværts - Bell er vældig fotogen forfra, men har unægtelig en overraskende profil - viste han, hvor meget man kan toptune en klassiker som Beethovens violinsonate i a-mol. Viljestærkt og med en teknik, der fik hans stradivarius til at lystre hans allermindste vink, præsenterede han energisk, men også delikat Beethoven: som en racerkører, der virtuost tager banens skarpeste sving med fuld kontrol. Joshua Bell har simpelt hen en teknik, der tillader ham et tempo og en finstyring, hvor kun de færreste musikere kan følge med. Simon Mulligan kan godt. Den engelske pianist, der førhen var akkompagnatør for cellonavnet Lynn Harrell, danner fast duo med Bell, og man mærker, at Mulligan er en erfaren co-driver. César Francks store violinsonate i A-dur er med sit fyldige akkompagnement i forvejen, hvad en pianist i pausen betegnede som et panikstykke. I finalen var det da også lige før, Mulligan mistede vejgrebet, men ellers var der få fingre at sætte på sammenspillet mellem de to, som helt evident kender hinanden godt. Og så er der lige Joshua Bells klang - et fabelkapitel for sig. Ikke det mindste satte han over styr af nuancer eller tonerum, og i Francks romantisk svulmende sonate viste han, at klangkraft aldrig behøver resultere i flad, simpel bredde. Uanset volumen bevarede hans tone sin enestående fornemmelse af højt til loftet. Da Bell efter pausen skiftede klassikerne ud med et arrangement af Stravinsky, fik man lov at rykke helt tæt på de magiske sider af hans spil. Divertimentoet over balletten 'Feens kys' blev med sin facetterede udnyttelse af strygeinstrumentets spilleteknikker et smukt display af farver og facetter, hvor violinen det ene øjeblik syntes at svæve for det næste øjeblik at skære gennem musikken som en spændt sytråd gennem blødt smør. Værket kunne ikke være valgt smukkere til lejligheden. Med Stravinsky tog Bell hatten af for H.C. Andersen, og idet russeren også er inspireret af landsmanden Tjajkovskijs klavermusik i dette værk, førte det indforstået videre til Tjajkovskijs 'Meditation': inderlighedssøgende, udtryksstærk og et tiltrængt frikvarter fra fingerfærdighederne før Pablo Sarasates 'Carmen Fantasi', der i Bells hænder oplever nye standarder for virtuoseri med sin imponerende rene flageoletmelodi realiseret som fuldbårent legato kombineret med saft, kraft og præcision som en treenighed af violinistiske kardinaldyder. For mange instrumentkolleger lige så urealisérbart et ideal som den franske revolutions frihed, lighed og broderskab. Kulminationen blev afleveret i et tempo, der formentlig ville have gjort Sarasate grøn af misundelse, og som fik publikum til at afkræve duoen nok et nummer. Det blev Kreislers slaviske fantasi efter Dvorak, og Bell lod melodien strømme. Mon ikke mange fans herefter strømmede ud og ned i koncertsalens foyer for at møde idolet og få hans signatur på en cd? Der var i hvert fald linet op til det. I sin modedyre grå skjorte lignede Bell en scenevant rockstjerne med pjusket morgenhår. Med violinen under hagen forvandledes han til et ikon for violinistisk perfektion, hævet over tid og sted. Han er en af vor tids store, og det var en oplevelse at have ham på besøg.