Men der var en mening med det. Marc Ribot y los Cubanos Postizos kalder gruppen sig, og hvis Ribot og hans 'falske' cubanere ikke er i fuldkommen overensstemmelse med en cubansk tradition, så er det netop, fordi de har et selvstændigt bud på, hvordan den kan forvaltes, når de blander deres salsa op med jazz, rock, rustik blues og støjeffekter. Det fascinerende ved Ribots musik er nemlig i første række dens tvetydighed. Og dernæst dens evne til at holde en hårfin balance mellem parodi og alvor, hvor den ene af delene på intet tidspunkt udelukker den anden. Tydeligst markerede denne dobbelthed sig i de langsommere stykker i begyndelsen af koncertens første afdeling. Efterhånden som publikum blev varmet op, og de enkelte stykker blev længere og længere, ændrede musikken imidlertid også karakter hen imod et mere entydigt udtryk. Og samtidig stod det mere og mere klart, hvor fremragende instrumentalister Ribot havde i sine medspillere, keyboardspilleren Anthony Coleman, bassisten Brad Jones, trommeslageren Roberto Rodriguez og perkussionisten E.J. Rodriguez. Det swingede simpelthen ganske forrygende. Men tænker jeg tilbage, så var nu alligevel de øjeblikke, hvor der endnu rådede en frugtbar usikkerhed, der satte sig dybest spor i mit sind.