Antonio Bibalo leverede 'Cantata 2000' for mezzosopran, kor og orkester som nåede Radiohuset samtidig med at komponisten rundede de 80. Derfor blev torsdagskoncerten forlænget med et kammermusikalsk portræt af den italienskfødte nordmand Bibalo, der er lidet kendt herhjemme, men spilles meget ude i verden, ikke mindst i kraft af sine operaer over gedigne litterære forlæg (Miller, Strindberg, Ibsen, Shakespeare). I kantaten møder man ham ikke uventet som en erfaren musikdramatiker med et udpræget alvorligt gemyt. Det er ganske vist intet drama. De tre satser bygger på modernistisk stemningspoesi på engelsk, italiensk og norsk, men de bæres af stærke udtryk: ængsteligt skælvende forventning i den første, vild og forbitret rædsel i den dramatisk forrevne midtersats og tøvende fortrøstning med et svagt lys af optimisme i finalen. Der er ikke noget at tage fejl af: Udtrykket går lige i nervesystemet. Værktøjet er skarptslebet: grelle instrumentalfarver, knappe, markante figurer og klange, pauser og vokaliserende kor. En stærkt gestisk stil rejser sig som prægnant asketiske kulisser omkring mezzoens lige så differentierede, men grundlæggende melodisk ekspressive foredrag, der røber den italienske arv. Der er intet overflødigt fyld, og den visuelle udtryksform kalder ikke på symfonisk integreret struktur, men grammatikken er klar og selvindlysende. Bibalo er atonalist, men hans forudsætninger er lige så meget Stravinsky og Verdi, ja, egentlig store dele af musikhistorien, som Schönberg. Et tidligt klaverstykke hed 'Trois hommages à Manuel de Falla, Schönberg et Bartók', og hans bud på en atonal Falla og Bartók er træfsikre og morsomme. Og det spritnye 'Lamento di Fedra' for mezzosopran og cello over et digt af Seneca i italiensk oversættelse genlyder af Monteverdis dramatiske deklamation, mens den heftige, teknisk fantasifulde cellostemme spiller samme rolle som kantatens orkester. En sonate for soloviolin røbede problemer med at fylde den abstrakte form med interessant indhold, mens der var mere opskud og ekspressivitet i en væsentlig nyere sonate for fagot og klaver. I en kort monolog fra kammeroperaen 'Frøken Julie', (et par år ældre end violinsonaten!) trådte operakomponisten i karakter med en orkestersats der tydeligt rejste slottets fugtige mure og trykkende moralske arv for sjælens blik. Og så var det jo pikant at Edith Guillaume, der i sin tid kreerede Julies parti på Den Jyske Opera, også sang det her. Som hun dog kan formidle en tekst! Aftenens stjerne var dog Randi Stene der fyldte kantaten med følelsesudtryk af sindsoprivende intensitet, mens hun i et udvalg af Alma Mahlers oversete ungdomssange vendte blik og røst indad med en poetisk nuancering og en blottethed, der var til at tude over. Stemmen er sødmefuld og saftspændt som modne druer, og brødrene Matthews' stilrene orkestrering af de senromantiske sange er smuk. Aftenen åbnede med et andet århundredskifteværk: Weberns 'Passacaglia' der i Albrechts fortolkning fremstod som en tragisk-nostalgisk afsked med en døende epoke.